Spring til indhold Spring til emnemenu Spring til områdemenu Spring til undermenu Spring til toolbox Spring til søgning

Værd at vide om lus, fnat og børnesår

  Her finder du oplysninger om, hvad du skal gøre hvis dit barn får lus, fnat og børnesår.

 

Lus


Hvis du får besked om, at der er fundet lus i dit barns dagtilbud eller skole, skal hele jeres familie undersøges med tættekam.

Det er kun familiemedlemmer med levende lus, der skal behandles.

Hovedlus lever kun i menneskers hovedhår. Derfor vil familiens kæledyr ikke udgøre nogen smitterisiko.

Smitte sker ved tæt kontakt mellem hoveder, og det er mest børn i alderen 3 til 12 år der får lus. 

Den eneste forebyggelse mod smittespredning er, at rede barnets hår igennem en gang om ugen med en tættekam, og ved lus straks iværksætte behandling og give besked til omgangskredsen.

Undersøg altid barnet for lus ved henvendelse herom fra skolen, institutionen osv. Vær sikker på at barnet ikke har lus, når det sendes i skole eller institution efter ferierne. Som forældre er det jeres ansvar og pligt, at jeres børn undersøges og behandles for lus.

Der er flere metoder til behandling af lus. Du kan læse mere i “Vejledning om hovedlus”,  som er lavet i et samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen, Statens Skadedyrslaboratorium og Lægemiddelstyrelsen.

Fnat


Smitten sker ved hudkontakt af flere minutters varighed. Smitte udenfor husstanden er sjælden.

Fnat viser sig ved kløe, der opstår 3 til 6 uger efter smitten. Kløen er mest udtalt om natten. Det klør over det meste af kroppen. Udslættet sidder i overvejende grad på hænder, omkring navlen og på sædet.

Ved kløe og mistanke om fnat skal lægen kontaktes, med henblik på behandling. Barnet må møde i skole, når det har været i behandling i et døgn.

 

Børnesår


Børnesår er meget smitsomt. Derfor skal du som forældre være opmærksomme på følgende symptomer hos dit barn:

  • Sårene begynder oftest som en lille rød plet.
  • De ændrer sig hurtigt til en lille blære med gulligt indhold.
  • Der udvikles væskende sår med gullig skorpe.
  • De kan forekomme overalt på kroppen

Sårene kræver lægebehandling. Børn i indskolingen, bh. kl. til 3. kl. må først modtages i skolen når de er i behandling og sårene er tørret ind og skorperne er faldet af. Børn fra 4. kl. må modtages i skolen selvom de har børnesår, når de er i behandling.

Det er vigtigt, at de opfordres til ikke at pille i sårene, og at de er omhyggelige med håndvask, samt at de har rene, kortklippede negle.

For at børnene af hensyn til sig selv og andre skal mindske smittespredningen generelt, er det vigtigt, at alle indøver gode vaner omkring hygiejne – og især håndvask.

 

Flere oplysninger

Du kan læse mere på Sundhedsstyrelsens hjemmeside.

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Sundhedstjenesten

Sidst opdateret 29. oktober 2010
Printet fra www.slagelse.dk 21. maj 2012.
Ophavsretten tilhører Slagelse Kommune. Informationerne må alene bruges til egen og ikke kommerciel brug. Siden kan findes på adressen www.slagelse.dk/Boern+og+unge/Sundhed/Boernesygdomme/Boernesygdomme.htm