Ekspedition af fornyelse af kørekort - fyldt 70 år?
Når du skal have fornyet dit kørekort skal du først til lægen. Du skal have et vellignende portrætbillede med - se kravene til fotoet
her. Lægen vil derefter udfærdige en lægeattest.
Derefter skal du henvende dig i et Borgerservicecenter hvor du har dit gamle kørekort og lægeattesten med. Lægeattesten skal være i en lukket kuvert og attesten må ikke være over 3 måneder gammel ved indlevering.
Afhængig af oplysningerne i lægeattesten afgøres det, om du opfylder de helbredsmæssige betingelser for umiddelbart at få fornyet dit kørekort. Hvis du opfylder betingelserne, vil du få leveret dit nye kørekort inden for 14 dage.
Hvis du ikke umiddelbart opfylder betingelserne skal Borgerservice sende din ansøgning og lægeattesten videre til afgørelse hos Politiet.
Der må påregnes en behandlingstid hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på ca. 6 måneder. Du vil naturligvis få udstedt et midlertidigt kørekort, indtil det endelige kørekort bliver leveret.
Det midlertidige kørekort kan desværre kun benyttes i Danmark og de øvrige nordiske lande.