 |
|
Med det formål at modvirke socialt bedrageri er der oprettet en kontrolgruppe.
|
Gruppens formål
Gruppens formål er at sikre, at borgerne er berettiget til, at modtage de ydelser som det offentlige udbetaler.
Det handler ikke om at forfølge borgere, der lovligt modtager offentlige ydelser.
Tværtimod drejer det sig om at sikre den almindelige skatteborger samt de borgere, som har et berettiget krav på ydelser, mod det misbrug af offentlige midler, som socialt bedrageri er.
Hvad er socialt bedrageri?
Det er socialt bedrageri, hvis en borger - mod bedre vidende - uberettiget får udbetalt f.eks. boligstøtte, børnetilskud, kontanthjælp, friplads i daginstitution, pensioner, sygedagpenge eller andre former for sociale ydelser.
Socialt bedrageri kan resultere i anmeldelse til politiet og/eller krav om tilbagebetaling af en uberettiget ydelse.
Behandler også andre typer af sager
Der er ikke altid aktive ydelser i de sager kontrolgruppen behandler. Gruppen kan også undersøge sager som for eksempel falsk identitet, fiktivt ægteskab, ophold uden opholdstilladelse etc.
Fiktiv adresse med henblik på, at opnå højere ydelse fra Statens uddannelsesstøtte kan ligeledes blive undersøgt.
Også sådanne sager kan overdrages til politiet ved begrundet mistanke.
Dine pligter
Det er vigtigt, at Slagelse Kommune får besked om ændringer i dine personlige forhold. Det kan handle om ændringer i dine indkomstforhold eller at du skal ændre din adresse i folkeregisteret, hvis du er begyndt at opholde dig mere et andet sted end på den adresse du er registret på.
Vi skal også have besked, hvis der er flyttet nogen ind hos dig. Det kan nemlig have stor betydning, hvis du modtager sociale ydelser.
Du er enlig når
Hovedreglen er, at man betragtes som værende enlig, når man ikke lever i et ægteskab eller i et forhold der kan sammenlignes med et ægteskab.
Ægteskabslignende forhold er når
- parterne reelt har samme bopæl,
- parterne yder økonomisk bidrag til fælles husførelse,
- parterne arbejder sammen i hjemmet eller bidrager på anden måde til den fælles husførelse,
- den ene af parterne helt eller delvist forsørges af den anden part.
Ifølge lov om Det Centrale Personregister skal man have sin adresse der, hvor man opholder sig mest, regelmæssigt sover og har sine personlige ejendele.
Henvend dig til Kontrolgruppen
Har du mistanke om socialt bedrageri, kan du henvende dig til Kontrolgruppen.
Der er ingen krav til, hvordan en anmeldelse skal se ud. En anmeldelse kan f.eks. indeholde:
- Hvem vedrører anmeldelsen.
- Hvilken form for socialt bedrageri har du mistanke om.
- Hvorfor tror du, at der er tale om socialt bedrageri.
- Navn og gerne adresse på den, du har mistanke til og eventuelt supplerende oplysninger.
Du kan henvende dig på disse måder
Ønsker du blot at sikre, at du modtager de korrekte ydelser, kan du henvende dig til den afdeling, hvorfra du modtager ydelser eller til Kontrolgruppen på telefon 58 57 36 00.
Flere oplysninger
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til kontakte Kontrolgruppen.