Spring til indhold Spring til emnemenu Spring til områdemenu Spring til undermenu Spring til toolbox Spring til søgning

Hvad er Heimdal

Heimdal

er et botilbud til svært multihandicappede børn og unge.

Vi bor i et spændende hus, som blev taget i brug januar 1998.
Huset er på 1.200 m2 og er handicapvenligt indrettet.
 
Huset er opdelt i 2 boafsnit med plads til 6 børn og unge i hver, 1 lækkert fysioterapirum og en administrationsdel.

Børnene / de unges værelser er mellem 15 og 20 m2.

Vi har 4 store badeværelser/hygiejnerum, hvilket betyder 3 børn og unge om hvert badeværelse.

Vi har gode aktivitetsrum med bl.a. kugle- kasse og trampolin, sanserum med vandseng, boblerør og andre lys- og lydeffekter.

 

Hvem er vi?

Heimdal er et hjem hvor der bor 12 børn og unge i alderen fra 0 - 18 år. I visse tilfælde bor de unge på Heimdal efter de er fyldt 18 år.

Alle børn og unge har varigt nedsat funktionsevne og flere af dem har  cerebral parese (spasticitet) og epilepsi. En del af børnene /  de unge benytter kørestol.

Personalet består af daglig leder, pædagoger, omsorgsmedhjælpere, fysioterapeut, køkkenassistent, rengøringsassistent, kontorassistent og pedel.

Der er 1 vågen nattevagt og en tilkaldevagt på Heimdal om natten.

Til hverdag satser vi på, at der om morgenen er 1 medarbejder til 2 børn/unge og om aftenen 1 medarbejder til 2-3 børn /unge.

I weekenden satser vi på der er 1 medarbejder til 2-3 børn / unge. 

Hvor er vi?

Heimdal ligger for enden af et nyere parcelhusområde i den nordvestlige udkant af Slagelse.

I området er der stisystem som kan benyttes til gåture.

Der er 2 1/2 km. til Slagelse centrum og 8 km til Stillinge Strand.
 
Der er stoppested for bybussen 2-3 minutters gang fra Heimdal.
 


Hvad lægger vi vægt på?

Kommunikation:

Vi arbejder bevidst med at finde og bruge det kommunikationshjælpemiddel, som passer til barnet / den   unge. 
Tryghed:

Barnet / den unge skal føle sig tryg ved de ting, der sker, ved at det bliver forberedt derpå. Barnet / den unge skal vide, de er i gode hænder og bliver holdt af.
 
Netværk:

Et godt samarbejde med forældre og pårørende, samt med skoler, dagtilbud og øvrige samarbejdspartnere.

Samspil:

Det er vigtigt, at barnet / den unge oplever, personalet er 100 % til stede, når de er sammen med et barn/ungt menneske f.eks. når de spiser, får tøj på, bliver badet osv.

Udfordringer/oplevelser/aktiviteter:

Det er vigtigt at børnene/de unge bliver stimuleret gennem oplevelser og udfordringer. De kommer på byture, ferieture og udflugter, festivaler (sansefestival og musikfestival), m.m.
 
Ved lægeordineret rideundervisning, kan vi tilbyde deltagelse. Desuden har vi et lækkert sanserum, og boblebad som bliver flittigt benyttet.


Hvad kan vi tilbyde?

Barnet / den unge får sit eget værelse, som er møbleret. Ønsker forældre at møbler følger med hjemmefra kan dette sagtens lade sig gøre. Sengen sørger vi dog altid for. Der afholdes 1 årligt statusmøde med deltagelse af primærperson, daglig leder, forældre, skole/dagtilbud og kommunen. Barnet / den unge får tilknyttet et team, bestående af 2 til 3 primærpersoner, som samarbejde med forældre har ansvaret for lægebesøg, frisørbesøg, kontakten til skole / dagtilbud, indkøb af tøj osv. Heimdal har 2 minibusser som bruges til byture, ferieture, lægebesøg, ridning, m.m. Vi har nogle traditioner vi holder i hævd, og hvor vi inviterer forældre og pårørende med. Fredag før efterårsferien afholdes en lygtefest og lørdag før den første søndag i adventen afholdes en julefest. Forældremøder afholdes efter behov.

Hvad kan du forvente?

En engageret personalegruppe, der arbejder med udgangspunkt i børnenes / de unges behov, og som med respekt giver forældre plads til, at være forældre også til deres barn som bor hos os. Der udbetales lommepenge efter gældende regler. Heimdal afsætter årligt et beløb til tøj og frisør.
 


Hvad forventer vi?

At forældre er indstillet på et godt samarbejde, hvilket bl.a. vil sige, at man er ærlige og siger til os, hvis der er problemer og at aftaler overholdes. At forældre og pårørende kommer og besøger deres barn, og har det hjemme efter eget ønske og behov. At forældre og pårørende gennem deres tilstedeværelse er med til at sikre en hjemlig atmosfære, samtidig med at man respekterer de andre børn og unges private liv.
 

Hvor henvender du dig?

 Til  Heimdal eller bopælskommunen. Besøg på Heimdal kan arrangeres, gerne i samarbejde med sagsbehandleren fra bopælskommunen. Hvad koster det? Der er ingen udgifter forbundet med opholdet for forældrene.


Lov om social service

Lov om social service § 67 stk. 1-3

Sidst opdateret 10. maj 2011
Printet fra CBUH 22. maj 2012.
Ophavsretten tilhører Center for børn og unge med handicap. Informationerne må alene bruges til egen og ikke kommerciel brug. Siden kan findes på adressen CBUH/CBUH/Heimdal/Hvad+er+Heimdal.htm