Høreafdelingen tilbyder vejledning, rådgivning og undervisning.
Dette kan foregå individuelt eller på små hold enten på træffestederne eller i Høreafdelingens lokaler i Slagelse. Nedenfor kan du orientere dig om tilbuddene.
Har du fået høreapparat
Borgere, der har fået høreapparat kan ofte have mange spørgsmål til hørekonsulenten. Uanset om man har fået sine høreapparater fra en offentlig høreklinik/audiologisk afdeling eller hos en privat udbyder, har man ret til at få gratis hjælp fra CSU-Slagelses hørekonsulenter.
Læs pjecen - Har du fået høreapparat.
Kom godt i gang-kurser
For at komme godt fra start og få det bedste udbytte af de nye høreapparater, er det en god ide med lidt ekstra viden. Den lokale hørekonsulent tilbyder jævnligt ”Kom godt i gang-kurser”, hvor også pårørende er velkomne.
Hørekonsulenten vil bl.a. orientere om hørenedsættelser og de muligheder, der er i høreapparatet. Der vil blive informeret om vedligeholdelse af høreapparat, batteri – og filterskift, samt de oftest forekommende problemer med at håndtere en hørenedsættelse. Der bliver desuden orienteret om hjælpemidler, der evt. kan supplere høreapparaterne.
Læs pjecen Kom godt i gang med de nye høreapparater.
Ring til høreafdelingens sekretær mandag til torsdag mellem 9 og 14 på tlf. 58 57 57 72. Eller send en mail til hoereafd@csu-slagelse.dk og få at vide, hvornår det næste kursus er.
Genopfriskningskursus i brug af høreapparat
Kurset er for borgere, der ikke benytter høreapparatet optimalt. Det kan være at apparatet ligger oftere i skuffen end det sidder i øret. Eller det kan være at borgeren ikke har fået det fulde udbytte af apparatets funktioner. Kurset gives på hold.
Kontakt Høreafdelingen for at høre om de aktuelle muligheder.
Høretekniske hjælpemidler
For borgere, der oplever at høreapparaterne ikke altid er tilstrækkelig hjælp, kan det være en mulighed at supplere med andre høretekniske hjælpemidler.
Hørekonsulenten vejleder og rådgiver om, hvilket hjælpemiddel der kan hjælpe den enkelte bedst muligt. Derefter udarbejder hørekonsulenten i samarbejde med borgeren en ansøgning til kommunen om bevilling af hjælpemidlet. Er det nødvendigt undervises borgeren efterfølgende i brug af hjælpemidlet.
Se pjecen om Høretekniske hjælpemidler.
TDC Webtekst
er en tjeneste på Internettet for tale/høre-hæmmede, døve og andre som ikke kan benytte en almindelig telefon, men som har behov for dette.
Webtekst kan benyttes af alle som har adgang til Internettet eller via en mobiltelefon. Tjenesten giver muligheder for at man via Internettet og TDC’s Formidlingscenter (FC) kan ”ringe op” til almindelige telefoner. Dvs. man udover familie og venner kan kontakte offentlige kontorer, lægen, banken mm. via TDC Webtekst.
Læs pjecen om
TDC Webtekst.
Tinnitus og Lydoverfølsomhed
Borgere som:
- Er generet at høre lyde og toner, som ikke kommer fra en lydkilde udenfor hovedet.
- Har udviklet en forøget følsomhed for enten alle lyde eller for specielle lyde.
- kan få hjælp af hørekonsulenten. Hørekonsulenten foretager indledningsvis en udredning af vanskelighederne og vurderer derefter hvordan den enkelte borger bedst kan hjælpes. Vurderes det, at der er behov for undervisning tilrettelægges denne enten individuelt eller på små hold.
Se pjecen,
Undervisningstilbud. Tinnitus. Lydoverfølsomhed. Meniére.
Meniére (Meniéres syndrom)
Borgere som oplever:
- Pludselige svimmelhedsanfald med trykken og smerter i øret.
- Tinnitus.
- Høretab.
- kan få hjælp af hørekonsulenten. Hørekonsulenten foretager indledningsvis en udredning af vanskelighederne og vurderer derefter, hvordan den enkelte borger bedst kan hjælpes.
Vurderes det, at der er behov for undervisning tilrettelægges denne enten individuelt eller på små hold.
Se pjecen,
Undervisningstilbud. Tinnitus. Lydoverfølsomhed. Meniére.
Cochlear Implant (CI)
CI kan være et alternativ til traditionel høreapparatbehandling, når hørelsen er så dårlig, at man kun får lidt eller slet intet udbytte af et høreapparat.
Borgere som overvejer en CI-operation kan drøfte dette med hørekonsulenten. Efter operationen underviser hørekonsulenten i kommunikation med udgangspunkt i at lære at bruge den nye lyd.
Undervisningen gives som individuel undervisning og kan variere en del i omfang. Pårørende tilbydes rådgivning. Efter undervisningens ophør tilbydes opfølgende samtaler.
Se pjecen,
Cochlear Implant.
Tegnstøttet kommunikation
Svært hørehæmmede eller døvblevne borgere og deres pårørende eller andre nære kommunikationspartnere kan få tilbud om tegnstøttet kommunikation.
Hørekonsulenten foretager indledningsvis en udredning af målgruppens kommunikationsbehov. Den efterfølgende undervisning foregår på hold, der er samlet med udgangspunkt i den hørehæmmedes daglige kommunikationspartnere. Det kan være familie, venner eller kolleger.
Hørehæmmede i job
Borgere med hørevanskeligheder, der oplever problemer på jobbet, kan få hjælp af hørekonsulenten.
Hørekonsulenten foretager indledningsvis en udredning af borgerens vanskeligheder. Vurderes det, at der er behov for høretekniske hjælpemidler, udarbejder hørekonsulenten i samarbejde med borgeren en ansøgning.
Vurderes det, der er behov for undervisning tilrettelægges den som oftest på hold, hvor målet er, at deltagerne får de bedste muligheder for at håndtere hørehandicappet generelt og specielt i forhold til jobbet.
Talekorrektion for hørehæmmede
Voksne hørehæmmede, der som følge af hørenedsættelsen har stemme- eller udtalevanskeligheder, der medfører kommunikationsvanskeligheder, kan få hjælp fra hørekonsulenten.
Hørekonsulenten foretager indledningsvis en udredning. Er der behov for undervisning, tilrettelægges den individuelt.
Mundaflæsning
Hørehæmmede og eventuelt pårørende med svære kommunikationsvanskeligheder kan få tilbudt kursus i mundaflæsning.
Hørekonsulenter foretager indledningsvis en udredning.
Er der behov for undervisning tilbydes den primært på hold, men kan i særlige tilfælde tilbydes individuelt.