Børnebiblioteket i Børnehaven
Lån biblioteksbøger direkte fra børnehaven. Her i børnehaven er der etableret et lille bibliotek. Det er bøger fra Slagelse bibliotekerne som institutionens børn og forældre frit kan låne med hjem.
Bøger for hele familien
Der er selvfølgelig en masse dejlige billedbøger for børn - men der skal også være lidt til far og mor. Børn har godt af at se deres forældre sidde bag en bog.
Derfor sørger vi for, at der også er en del populære voksenbøger.Der vil være både krimier, bøger fra årets bestsellerliste, kogebøger, livsstils- og inspirationsbøger. Du finder også faglitteratur om børns udvikling, opdragelse og sundhed samt det lidt sjovere om madpakker, strikkeopskrifter, legebøger osv.
Sådan gør man
Bøgerne må lånes i en måned. Du skriver dato og dit barns navn i notesbogen, som ligger fremme. Ud for navnet skrives alle titlerne på de bøger du tager med hjem.
Når du kommer tilbage med bøgerne, sætter du blot en streg over de bøger der er afleveret.
Hvorfor?
Slagelse Bibliotekerne ønsker at yde en ekstra service overfor travle børnefamilier. Folk skal i højere grad mødes, hvor de er. Børn og forældre skal have glæde af bøger og læsningens forunderlige verden, også selvom de normalt ikke bruger biblioteket så meget - eller har for travlt til at komme så meget, som man ønsker. Samtidig er det en appetitvækker for hvad der kan lånes på det "rigtige bibliotek".
Desuden er børnehaven interesseret i gode tilbud for børnefamilierne og ser også store fordele ved, at børnene til hverdag er omgivet af bøger og gode historier.
Åbningstider
Mandag og torsdag fra kl. 14.00 til 17.00.
Fredag fra kl. 14.00 til 16.00.
Sidst opdateret 2. juni 2010