Hej og velkommen!
Møllegården er en integreret institution, der modtager børn i alderen 0-6 år.
Møllegården har eksisteret siden 1. november 1988, hvor den oprindeligt lå i stueetagen af Møllegårdsskolen, nu Nymarksskolen. I 2001 flyttede vi til en nybygget institution på Rødtjørnevej 2 i Slagelse. Personalet har selv været med til at indrette institutionen og dens muligheder.
Den 1. maj 2009 startede vi en vuggestue op i en midlertidig pavillon med to grupper på hver maks. 12 børn. Den 3. januar 2011 blev vores nye vuggestuetilbygning taget i brug, og derved er vuggestuen for alvor blevet en integreret del af Møllegården.
Vi har en grundnormering på 125 "enheder", dvs. et maks. på 24 vuggestuebørn i alderen 0 - 2 år og et maks. på 88 børnehavebørn i alderen 3 - 6 år.
Institutionens vuggestuebørn er sikret en plads i børnehaven, og derudover visiteres børn til Møllegårdens børnehave fra dagplejen og øvrige institutioner.