Foråret står på spring
Foråret står på spring, og det kribler og krabler overalt derude. Anemone, vorterod og hulrodet lærkespore står allerede nu i fuldt flor, og frøerne kvækker om kap fra hvert et vandhul. Nu er det tid til at lægge vinterens mørke og kulde bag sig, og komme ud og nyde at lyset atter bryder frem. Og hvor sker det bedre end i den lysegrønne forårsskov!
Og mens man går derude og nyder flagspættens højlydte hakken i et dødt træ eller gærdesmutten, som ganske ugeneret af beskueren har travlt med at gøre reden klar, kan man jo samle nogle af de helt nye og friske brændenældeskud. Det er nemlig nu at brændenælderne er bedst, hvis man lave brændenældesuppe.
Mange har måske smagt brændenældesuppe engang på spejderlejren eller i skolekøkkenet. Men de færreste forbinder nok brændenældesuppe med et regulært måltid. Det er imidlertid en yderst velsmagende og nærende ret, som indeholder mange vitaminer og mineraler, og hvis du har lyst til at forsøge dig kan du finde en opskrift på den lækreste suppe nederst på siden. Husk blot at du ikke må plukke brændenælderne i vejkanten eller nær sprøjtede marker.
God fornøjelse derude!
Opskrift på naturskolens brændenældesuppe de luxe:
En pose friske brændenældeblade (helst de helt friske topskud)
Kogende vand
Grønsagsbouillon
Fløde
Ristede baconterninger
Høvlet parmesanost
Salt
Peber
1 knivspids revet muskatnød
Et godt brød
Skold brændenældebladene med kogende vand og skyl dem derefter grundigt. Blend bladene sammen med lidt kogende vand til det bliver en lind pasta. Kom pastaen op i en gryde og hæld grønsagsbouillon i til der opnås en passende konsistens. Kog suppen i 30 minutter, mens du rister baconternene. Tilsæt fløde og revet muskatnød, og kog op igen.
Smag til med salt og peber, men pas på med saltet. Både bacon og parmesan salter suppen. Tilsæt ristede bacontern og servér suppen umiddelbart efter med høvlet parmesanost på toppen og med brød til.
Velbekomme!

Sidst opdateret 12. april 2012