I første omgang er det vigtigt at få så mange data ind som muligt. Ofte bruges uheldsstatistikker som grundlag for trafiksikkerhedsplaner, men i Slagelse Kommune indgår også to trygheds- eller rettere utryghedsundersøgelser. Dels kan alle borgere via internettet melde om steder, hvor de føler sig utrygge, når de færdes i trafikken. Dels vil skolebørn i samarbejde med kommunens skoler analysere skolevejen og udpege steder, hvor det er utrygt at færdes.
Begge internetundersøgelser finder sted fra 26. maj og frem til 15. juni.
»Både skolevejsundersøgelsen og borgerundersøgelsen supplerer de oplysninger om ulykker, vi har i forvejen. Ulykkesstatistikker fortæller kun om de ulykker, der allerede er sket. Men en undersøgelse, der viser, hvor trafikanterne er utrygge, kan sige noget om de tilfælde, hvor ulykken måske var lige ved at ske. Vi kan altså forhindre fremtidige ulykker ved at bede borgerne om at udpege steder, hvor de føler sig utrygge,« påpeger formanden for Teknisk udvalg i Slagelse Kommune Jørgen Christensen, der pointerer, at det er vigtigt, at så mange som muligt melder tilbage.
Markerer på et kort
Grontmij/Carl Bros erfaringer fra andre steder i landet viser, at rigtigt mange borgere svarer, bare det er let nok.
»Og det tager ikke mange minutter. Via et link på kommunens hjemmeside kommer man direkte til undersøgelsen. Man får et kort frem og markerer simpelthen den vej eller det kryds, hvor det er utrygt at færdes. Så vælger man transportmiddel og årsagen til, at det er utrygt - fx for høj hastighed - og trykker på send,« forklarer projektleder Jytte Olander fra Grontmij/Carl Bro, der udarbejder forslaget til trafiksikkerhedsplan.
Høj prioritet
Inden selve trafiksikkerhedsplanen udarbejdes, er det afgørende at få så mange data som muligt. Internet-undersøgelserne er vigtige, men står ikke alene. Trafiktællinger, hastighedsmålinger, andre tekniske målinger og ulykkesstatistikker fra både politi og skadestuer er også en del af dataindsamlingen.
»Vi prioriterer trafiksikkerheden meget højt i Slagelse Kommune. Derfor skal det katalog over initiativer, som trafiksikkerhedsplanen udgør, bygge på så gode informationer som overhovedet muligt. Borgerne kan bakke op med informationer om, hvor de føler sig utrygge i trafikken, men vi vil også samarbejde tæt med blandt andre ældre- og handicaporganisationer, politiet, institutioner, forvaltninger og mange andre med interesse i at gøre det sikkert at færdes på kommunens veje og stier,« understreger Jørgen Christensen.
»Vi kan naturligvis ikke love, at alle de steder, borgerne peger på, bliver en del af den endelige trafiksikkerhedsplan. Men for os er det vigtigt, at vi får så meget trafiksikkerhed som muligt for de penge, der nu en gang er til rådighed. Og det får vi kun, hvis de forudgående undersøgelser er så grundige som muligt,« tilføjer Jørgen Christensen.
Pressemeddelelse 15. maj 2008
