Dialog om besparelser og ny struktur
180 forældrerepræsentanter, ledere og medarbejderrepræsentanter var lørdag inviteret til dialog i Storebæltshallen om forslag til besparelser på kommunens daginstitutioner. En dugfrisk analyse fra et eksternt konsulentfirma blev også fremlagt. Analysen fokuserede på kommunens økonomiske udfordringer på skoleområdet og indeholdt forslag til bl.a. nye skoledistrikter, nye budgettildelingsmodeller og nedlæggelse af et antal skoler.
Som et led i byrådets forberedelser til budget for 2011, skal alle kommunens politiske udvalg fremlægge forslag til effektiviseringer og besparelser for i alt 150 mio. kr. Børn og Ungeudvalget står for mere end 36 % af kommunens samlede udgifter, og der skal inden for udvalgets budget findes forslag for op imod 50 mio. kr. Udvalget har derfor bedt administrationen om at beskrive de forskellige muligheder inklusiv de mulige konsekvenser. Nogle af forslagene er nu beskrevet og andre vil ligge klar i løbet af de næste par måneder, så alt kan blive klar til det samlede byråds drøftelser på den anden side af sommerferien.
På lørdagens møde blev deltagerne bl.a. præsenteret for de allerførste resultater af den igangværende analyse af hele skoleområdet. Konsulentfirmaet Capacent præsenterede bl.a. konsekvenserne af det faldende elevtal og den nuværende måde at fordele budgettet til de enkelte skoler, hvilket over de kommende år vil betyde, at flere af kommunens skoler vil komme i alvorlige økonomiske problemer. Konsulentfirmaet har regnet på, hvordan man ved hjælp af nye skoledistrikter og nye måder at fordele pengene på kan sikre gode rammer for undervisningen i fremtiden. De nye måder kan betyde lukning af skoler. Intet er dog besluttet, og beregningerne er ikke færdige. Politikerne vil først i august få forelagt den samlede rapport for hele skoleområdet.
Børn og Ungeudvalget udtrykker stor ros og taknemlighed til de mange deltagere i lørdagens møde, fordi man – trods en dagsorden med besparelser og effektiviseringer – konstruktivt gik ind og gav gode råd til politikerne. De mange bidrag indgår i det videre arbejde med budgettet for 2011. På mandagens ordinære møde i Børn- og Ungeudvalget fik udvalget en yderligere gennemgang af de forslag, som administrationen havde fremlagt, ligesom udvalget drøftede de mange input, som de fik med hjem fra dialogmødet i lørdags.
Baggrunden for lørdagens dialog var, at Børn og Ungeudvalget havde indbudt formænd for skolebestyrelser og institutionsbestyrelser til møde sammen med udvalget og kommunens skoleledere og institutionsledere. Med til mødet var også repræsentanter for de store medarbejdergrupper – pædagoger, pædagogmedhjælpere og lærere.
Flere oplysninger
Hvis der ønskes flere oplysninger, er I velkomne til at kontakte
- Formand, næstformand og øvrige medlemmer af Børn og Ungeudvalget
Pressemeddelelse den 10. maj 2010
Sidst opdateret 9. maj 2011