Følg den røde tråd rundt i Slagelse

Hvis du for nyligt har gået en tur i Slagelse og f.eks. rundet Træskogården eller Casinotorvet, har du sikkert bemærket en masse nye spændende skulpturer. Måske har du endda undret dig over, hvornår de er kommet til? Nu har du nemlig igen mulighed for at nyde nye og spændende skulpturer rundt om i Slagelse.
Nyd Slagelses mange nye skulpturer
Igen i år har Den Røde Tråd opstillet skulpturer i byen til glæde for borgerne. På lørdag d. 26. juni kl. 12 starter ferniseringen på skulpturudstillingen foran det Råde Tårn, hvor formand for Slagelse kunstforening, Uno Rasmussen og borgmester Lis Tribler taler. Herefter kan du vandre gennem byen langs Den Røde Tråd og opleve de nye kunstværker på nærmeste hold.
Traditionen tro
Siden 1988 er skulpturudstillingen, Den Røde Tråd, hvert 2. år opstillet i Slagelses åbne rum. Udstillingen har gennem årene budt på fine kunstnernavne som f.eks. Jun Ichi Inoue, Keld Moseholm Jørgensen, Ole Hempel, Lily Troelsø Borring, Olaf Manske Andersen og mange, mange flere.
I år kan du nyde skulpturer af Gurli Gottlieb, Harvey Martin, Jesper Neergaard, Josef Salamon, Ulrik Vintersborg og Søren West. Den bærende idé bag skulpturfestivalen har gennem årene været, at bykernens pladser, torve og gadeforløb skulle vise ny og overraskende kunst, så byens borgere spærrer øjnene op og oplever de daglige omgivelser på en ny måde.
Den Røde Tråd byder på endnu en nyhed
Tidligere har skulpturerne kun stået i det åbne rum, men i år kan der også nydes skulpturer i de to overdækkede butiksområder; Galleriet samt i Vestsjællandscentret.
Fernisering og byvandring på lørdag
Ferniseringen starter på lørdag d. 26. juni kl. 12.00 i Træskogården, hvor formanden for Slagelse Kunstforening, Uno Rasmussen, og borgmester Lis Tribler taler. Derefter går turen langs Den Røde Tråd gennem byen og slutter cirka en time senere i Klostrets gård, hvor de sidste to af udstillingens i alt 14 skulpturer er opstillet.
Undervejs gøres holdt ved skulpturerne og årets seks deltagende kunstnere og deres værker bliver præsenteret ved korte taler af forskellige repræsentanter for byen. Udstillingen er arrangeret af Slagelse Kunstforening og økonomisk støttet af Slagelse Kommune.
Nyhed 22. juni 2010
Sidst opdateret 14. oktober 2011