Trussels- og voldsramte får rådgivning
Slagelse Kommune sætter fokus på indsatsen over for mænd, kvinder og unge i kommunen, som er eller har været udsat for vold, chikane eller mobning.
Hjælp til at skabe forandring
Slagelse Kommunes Arbejdsmarkeds- og Integrationsudvalg har netop i enighed vedtaget et projekt der går på, at etablere en åben anonym rådgivning for trussels- og voldsramte, og som går i luften i 2011.
Projektet, der vil inddrage en bred vifte af samarbejdspartnere som f.eks. Integrationsområdet og Børn- og Ungeafdelingen med flere, betegnes af formanden for Arbejdsmarkeds- og Integrationsudvalget Helle Blak som et eksempel på nytænkning, hvor netop det at én rådgiver sikrer koordinering af de tilbud om hjælp, som man sammen med borgeren aftaler, gennemføres.
Et af målene med projektet er ud over at sikre og forbedre livskvaliteten for kommunens borgere, at skabe eller bevare den enkelte borgers tilknytning til uddannelse, aktivering eller arbejde ved at forkorte sygdomsperioder og ophold på krisecentre.
Som en del af projektet, der tilbyder råd og vejledning om at skabe forandring i en tilværelse præget af vold, indgår flere elementer. Blandt andet skal borgernes anonymitet sikres ved at anvende neutrale lokaler i Slagelse midtby, rådgivningstilbuddene skal prioriteres, alle skal tilbydes et løbende støtteforløb med én fast rådgiver, og der skal udvikles tilbud om gruppeterapi.
Nuanceret rådgivning i fokus
Rådgivningstilbuddene i projektet skal gå på alle facetter af livet, lige fra hvordan man håndterer skilsmisser, børn og familie, hvordan man får psykologbistand og søger ny bolig, til konkrete værktøjer til at løse konflikter igennem nedtrappende kommunikation.
Ud over disse tilbud skal gruppeterapien hjælpe de trussels- og voldsramte borgere til at etablere et socialt netværk, skabe rum til at dele tanker, følelser og oplevelser omkring deres situation og hjælpe dem til sammen at bearbejde skyldsfølelse, afmagt, selvbebrejdelse og sociale stigma.
Flere oplysninger
Hvis der ønskes flere oplysninger, er I velkomne til at kontakte
- Arbejdsmarkeds- og Integrationsudvalget
Pressemeddelelse 20. december 2010
Sidst opdateret 10. maj 2011