Spring til indhold Spring til emnemenu Spring til områdemenu Spring til undermenu Spring til toolbox Spring til søgning

Slagelse Kulturråd har mange jern i ilden

Hvordan danner man egentlig en kulturel forening? Hvordan søger man midler? Eller hvordan udarbejder man et sæt vedtægter? Alt det giver Slagelse Kulturråd en hjælpende hånd med til kommende, nystartede, eller allerede etablerede kulturelle foreninger i Slagelse Kommune.

Men det er langt fra det eneste, som Slagelse Kulturråd gør. Kulturrådet er en paraplyorganisation, som består af en række lokale ildsjæle. De samler og repræsenterer kulturelt interesserede foreninger, institutioner og enkeltpersoner i et udviklende samarbejde med kommunen. Kulturrådets inspiration, gode idéer og engagement er med til at give alsidige og indholdsrige kulturtilbud til både børn, unge og voksne.


Masser af jern i ilden

Udover at hjælpe kulturelle foreninger har Slagelse Kulturråd også mange andre jern i ilden. Kulturrådet består af en række lokale ildsjæle, som hver især trækker på en bred erfaring inden for kultur.

De er derfor bl.a. med til at udvikle et bredt kulturelt netværk, arrangere kulturelle arrangementer og inspirere i forhold til nye kulturelle tiltag i kommunen. 2-3 gange om året holder Slagelse Kulturråd kulturcaféer i forskellige byer, og der bliver endda også tid til at holde en årlig kulturkonference.

Giver foreningerne en hjælpende hånd

Slagelse Kulturråds medlemmer har en bred vifte af kulturelle kompetencer og erfaringer. Selve kulturrådet er delt ind i fem forskellige underudvalg.

”De forskellige udvalg har til formål at være fødselshjælper, vejviser og koordinator i forhold til foreninger. Vi vil meget gerne hjælpe foreninger og fortælle dem om, hvad netop vi kan gøre for dem”, fortæller Joachim Castenschiold, som er medlem af Slagelse Kulturråd.

”Der er mange ting, som der skal tages hensyn til, når man starter en ny forening, og ofte er det mange praktiske ting som f.eks. at lave et regnskab, søge midler og lignende, som fylder rigtig meget. Det vil vi rigtig gerne give foreningerne en hjælpende hånd med, da vi selv kender til det”, slutter Joachim Castenschiold.

Sidder du inde med en god idé?

Slagelse Kulturråd er derfor til for dig, som har en kulturel interesse. Hvis du sidder inden med en god idé, som du gerne vil have afprøvet i praksis, eller hvis du går og tumler med en kulturel idé, som du gerne vil høre andres mening om, så skal du ikke tøve med at kontakte Slagelse Kulturråd. Slagelse Kulturråd er meget interesserede i nye idéer og bidrager gerne med praktiske erfaringer.

Samarbejdsaftale gør Kulturråd til høringspart

Kultur- og Fritidsudvalget godkendte på udvalgsmødet d. 1. september en samarbejdsaftale mellem Slagelse Kulturråd og Center for Kultur og Fritid.

Aftalen har udpeget Slagelse Kulturråd som høringspart i principielle og væsentlige sager i forhold til kulturlivet i kommunen og indebærer bl.a. et årligt visionsseminar mellem Slagelse Kulturråd og Center for Kultur & Fritid. Samtidig vil der blive holdt et årligt dialogmøde, hvor generelle kulturpolitiske problemstillinger og udfordringer vil blive drøftet.  

Kultur- og fritidsformanden ser frem til et forsat godt samarbejde

Den nye samarbejdsaftale med Slagelse Kulturråd gør, at kulturrådet vil blive hørt i principielle og væsentlige sager i forhold til kulturlivet.

”Slagelse Kulturråd har en lang række kulturelle kompetencer og erfaringer, og samtidig består det af en række lokale ildsjæle, som lægger et sort arbejde i at hjælpe foreninger og planlægge både små og store kulturelle tiltag,” udtaler Kultur- og Fritidsformand Anders Nielsen.  

”Jeg har allerede holdt det første møde med Slagelse Kulturråd og kultur- og fritidsforvaltningen, hvor vi fik drøftet det fremtidige forløb og kulturrådets idéer og ønsker, så vi kan få sat nogle ting i gang. Det var et meget positivt og generelt et rigtig godt og udbytterigt møde, så jeg ser meget frem til et fortsat godt samarbejde med Slagelse Kulturråd,” slutter Kultur- og Fritidsformand, Anders Nielsen.   

Pressemeddelelse 9. september 2010  

Sidst opdateret 14. oktober 2011
Printet fra www.slagelse.dk 24. maj 2012.
Ophavsretten tilhører Slagelse Kommune. Informationerne må alene bruges til egen og ikke kommerciel brug. Siden kan findes på adressen www.slagelse.dk/Nyheder/Nyhedsarkiv/2010/Slagelse+Kulturraad+har+mange+jern+i+ilden.htm