Kommunen sætter fokus på salg af parcelhusgrunde
18 velbeliggende grunde i udkanten af Korsør bliver nu udbudt til gode priser.
Nu kan du blive ejer af nogle af Slagelse Kommunes bedst beliggende, nye grunde til en særlig god pris. Slagelse Byråd har nemlig besluttet at sænke prisen på 18 grunde, der ligger i Højbjergparken i Korsørs nordlige udkant. Grundene varierer i størrelse fra 975m2 til 1.516 m2.
"Slagelse Kommune er et godt sted at bo, og vi har et stort udbud af attraktive boligområder. Vi er selvfølgelig interesserede i, at der er liv omkring os, frem for at grundene står tomme. Vi har kigget på prisudviklingen, og på den baggrund har byrådet besluttet, at vi nu vil gøre det endnu mere attraktivt at bosætte sig her", fortæller erhvervschef i Slagelse Kommune, Per B. Madsen.
De 18 grunde ligger i et unikt landskab tæt på vandet og med en storslået udsigt. Området ligger i gangafstand fra Korsør Station og tæt på motorvejstilkørsel.
Priserne ligger i intervallet 375.000 kr. til 595.000 kr. Hertil skal lægges 78.381 kr. pr. grund for tilslutningsafgifter til el, vand og kloak samt handelsomkostninger.
Hvis man er interesseret i grundene, er man velkommen til at kontakte
Slagelse Kommune
Plan og Erhverv
tlf. 58 57 90 91
eller e-mail til
lonfr@slagelse.dk.
Du finder mere information på kommunens hjemmeside
http://www.slagelse.dk/Bo+og+Byg/Flyt+til+Slagelse/Hoejbjergparken.htm.
Pressemeddelelse 7. juni 2010
Sidst opdateret 6. januar 2012