Spring til indhold Spring til emnemenu Spring til områdemenu Spring til undermenu Spring til toolbox Spring til søgning

Stort kvalitetsløft på Slagelse Kommunes plejecentre

De årlige tilsyn på Slagelse Kommunes plejecentre viser en positiv udvikling og et klart fald i antallet af embedslægens og kommunens egne anbefalinger om korrektioner. Udviklingen er med til at understøtte den høje tilfredshed beboerne på plejecentrerne giver tilkende. Siden sidste tilsyn i 2008 har der været stor fokus på dokumentation og undervisning af personalet. Indsatsen har båret frugt.

Udpræget tilfredshed blandt plejecentrernes beboere

Langt størstedelen af de adspurgte beboere er meget tilfredse med at bo på plejecentrerne. Flere beboere bl.a. på Plejecentret Møllebakken tilkendegav at: - atmosfæren var rolig og hyggelig”. Tilsynsrapporten konstaterer bl.a. også, at omgangstonen og stemningen mellem beboere og personale er god og ”bærer præg af hygge og varme”.

Der tages hånd om udfordringerne

Faldet i antallet af embedslægens og kommunens anbefalinger om korrektioner er på over 60 % siden 2008 og det vil kræve en beskeden indsats, helt at eliminere anmærkningerne frem mod næste år. Det drejer sig blandt andet om oprettelsen af lokale kostråd og afholdelse af brandøvelser 1 gang årligt for alle medarbejdere. Samtlige indsatser søsættes i foråret 2010.

Formand for Omsorgsudvalget, Lene Wibroe har på udvalgets vegne denne rosende kommentar: - ”Det er almindelig kendt at vaner kan være svære at ændre. Derfor er vi i Omsorgsudvalget glædelig overraskede over, at vi i løbet af kun 1 år, kan konstatere en så markant og positive udvikling, som den vi er vidne til på vores plejecentre. Udviklingen skal tilskrives medarbejdernes omstillingsevne og faglige dygtighed.

Øget fokus på dokumentation

En af anbefalingerne i tilsynsrapporten fra 2008 var at stramme op på dokumentationen. Det er nu sket. Indbyrdes er medarbejderne blevet endnu bedre til at sikre, at beboerne modtager den visiterede hjælp. Samtidig er der nu mere styr på, om de aftaler, som sygeplejersken har truffet med den enkelte borger eller kontaktperson, også bliver ført ud i livet. Aftalerne drejer sig om alt fra pleje, kost og motion til træning og forebyggelse.

Centerleder på Smedegade Plejecenter, Helle Junker forklarer: - ”Vi har blandt andet gjort meget ud af, at alle medarbejdere nu endnu bedre kan se den højere mening i at bruge tid på dokumentation. Det har givet større ejerskab hos medarbejderne, og har betydet et større fokus på borgerens behov. Det fokus har skabt større glæde hos os alle”.  

Flere oplysninger

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte:

  • Formand for Omsorgsudvalget, Lene Wibroe, tlf. 20 45 57 38
  • Afdelingsleder, Lars Bo Sørensen, tlf. 2620 8750
Sidst opdateret 5. marts 2010
Printet fra www.slagelse.dk 11. februar 2012.
Ophavsretten tilhører Slagelse Kommune. Informationerne må alene bruges til egen og ikke kommerciel brug. Siden kan findes på adressen www.slagelse.dk/Nyheder/Nyhedsarkiv/2010/kvalitetsloeft+paa+plejecentre.htm