Lørdag den 12. marts kan du se frem til kvalitetsgymnastik i massevis, når Slagelse Gymnastikforenings dygtige gymnaster slår sig løs på gulvet og giver en fejende flot opvisning.
Men som noget helt særligt kan du også opleve 140 elever fra breddeidrætsprojektet Teen Move, som viser, hvad de har knoklet med og nået at lære på bare 3-6 uger!
Glæd dig til at se jumpstyle, spring, parkour, akrobatik og seje tricks på skate- og streetboards, når eleverne går på gulvet og jonglerer med fodbolde og håndbolde eller bruger teamtracks, plinte, måtter, streetboards og skateboards.
Opvisningen er fra 10.00-16.30, og du kan opleve Teen Move på gulvet i Antvorskovhallen kl. 12.55.
Lær at lave salto og araber flik på bare 6 uger!
Det er altid en stor oplevelse at se en opvisning med gymnasterne fra Slagelse Gymnastikforening. Denne gang bliver der dog ekstra meget aktivitet på gulvet, når ikke mindre end 140 elever slår sig løs på gulvet og viser alt lige fra ruller, vejrmøller, araber flik, forlæns og baglæns salto, kraftspring, overslag og flyveruller.
Eleverne står klar til at give en smagsprøve på både rytmiske serier, jumpstyle, spring, parkour, akrobatik, seje tricks på skate- og streetboards og med bolde. For man kan nå at lære meget på bare 6 uger!
Opvisningen vil derfor vise, hvad skoleeleverne har nået at lære på bare 3-6 uger i projekt Teen Move. Så glæd dig til at se en fælles rytmisk hoppeserie, som alle eleverne er med i, en blød rytmisk serie, som pigerne fra de tre skoler laver, og en jumpstyleserie, som pigerne fra Nymark og piger og drenge fra Antvorskov laver.
Du får også mulighed for at se seje fodboldtricks, som fx jorden rundt og jongleringer, flips og hop på skateboards, seje tricks på streetboards, masser af parkour og flotte akrobatikmomenter.
Gymnastikken engagerer og sætter gang i de unge
Teen Move er et af Slagelse Kommunes fire breddeidrætsprojekter. Her får eleverne i 7. klasse fra Tårnborg Skole, Antvorskov Skole og Nymarkskolen ekstra sved på panden, når de i stedet for de normale 2 timers idræt om ugen i stedet har 6 timers idræt.
”Gymnastikken og målet med en fælles opvisning har virkelig fået engageret eleverne og ikke mindst en stor del af de elever, som normalt ikke deltager i idrætsundervisningen. Måske netop fordi der er så meget forskelligt i opvisningen, så har der været noget, som alle kunne være med til!
Det er selvfølgelig ikke alle, som kan rumme tre serier, og ikke alle kan nå at lære at springe på så kort tid. Derfor har eleverne haft mulighed for selv at vælge, hvilke dele af opvisningen, de vil deltage i, så det har bestemt været en stor succes at tage eleverne med ind i gymnastikkens verden”, fortæller idrætsmentor Thea Rasmussen.
Får smag for nye idrætsgrene
Ud over gymnastik har eleverne i projekt Teen Move prøvet alverdens forskellige sports- og idrætsgrene i løbet af projektet, som startede i foråret 2010.
”Teen Move har givet eleverne en masse nye oplevelser, og det er spændende at se, hvordan de tager de forskellige idrætsgrene til sig. Udover at eleverne får en masse motion i forbindelse med projektet, så håber vi også, at de får interesse og smag for de forskellige sports- og idrætsgrene, så de fortsætter den aktive livsstil, når projektet er slut. På denne måde bliver eleverne løbende introduceret til en lang række af de muligheder, som Slagelse Kommune og foreningerne tilbyder borgerne”, udtaler formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Ebbe Ahlgren.
Flere oplysninger
Pressemeddelelse 9. marts 2011