Spring til indhold Spring til emnemenu Spring til områdemenu Spring til undermenu Spring til toolbox Spring til søgning

250 elever får testet formen

Torsdag den 16. juni er det igen blevet tid til at teste formen på 250 elever, når eleverne i 7. klasse på Tårnborg Skole, Antvorskov Skole og Nymarkskolen skal testes i forbindelse med breddeidrætsprojektet Teen Move. Her skal eleverne igennem en række fysiske test og svare på et spørgeskema omkring deres idræts- og motionsvaner.

Resultaterne fra de to dele vil så vise, om den ekstra motion, som eleverne har fået gennem Teen Move, hvor de har 6 timers idræt om ugen i stedet for 2, har båret frugt. Senere skal en læsetest vise om idrætten også har haft effekt på indlæringen. Alle eleverne testes på græsbanerne ved Antvorskov skole, i Antvorskovhallen samt på Antvorskov skole fra kl. 9.00-14.15 torsdag den 16. juni.

Har den ekstra idræt virket?

Hoppetest, Sit & Reach-test, baglæns kast med medicinbold på 2 og 3 kg og Andersen-testen. Det er bare nogle af de ting, som eleverne kan se frem til at prøve i morgen, når de skal til testevent på Antvorskov Skole. Sidste år i august måned fik eleverne fra 7. klasse i Tårnborg Skole, Antvorskov Skole og Nymarkskolen testet formen inden de for alvor startede i breddeidrætsprojektet Teen Move, hvor de i stedet for de obligatoriske 2 timers idræt om ugen i stedet fik 6 timer. Nu er der gået et år, og derfor er det blevet tid til at se, hvordan formen blandt de unge nu er, og om den ekstra idræt har sat sine spor.   

Effekt på indlæringen skal også måles

Ud over de fysiske test skal eleverne også udfylde et spørgeskema, hvor de bl.a. skal svare på, om de dyrker idræt i fritiden, om de dyrker idræt på egen hånd eller i foreninger, og om deres forældre dyrker idræt. Ud over at den ekstra idræt kan ses på den fysiske form, så tyder flere undersøgelser også på, at den ekstra idræt også er med til at forbedre indlæringen. Derfor får eleverne en læsetest efter sommerferien, som skal vise, om der også er sket nogle resultater på den front. Resultaterne fra testeventen og læsetesten forventes at være færdige og gennemarbejdet i midten af september.  

Spændte på resultaterne

”Vi er meget spændte på at se resultaterne fra testeventen. Sammen med testen fra sidste år og den endelig test, når projektet slutter til næste år, så viser alle resultaterne os, hvor meget den ekstra idræt virker. Vi har allerede nu oplevet mange positive resultater ved projektet, og vi får også positive reaktioner fra både elever, lærere og idrætsmentorerne, som underviser eleverne ude på skolerne. Så vi er meget spændte, når resultaterne fra testdagen og læsetesten ligger klar i løbet af september måned, udtaler formand for Kultur- og Fritidsudvalget”, Ebbe Jens Ahlgren.

Program


9.00-9.30 Velkomst, opvarmning og inddeling i grupper
9.45–11.15 Test i cirkler – eleverne bliver delt ind i grupper af 15
11.30–14.10 Andersen-test (8 grupper á 15 min.) / frokost / spørgeskema udfyldes / mulighed for aktivitet i anden hal
14.15 Tak for i dag

 

Flere oplysninger

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte

Pressemeddelelse 15. juni 2011  

Sidst opdateret 14. september 2011
Printet fra www.slagelse.dk 25. maj 2012.
Ophavsretten tilhører Slagelse Kommune. Informationerne må alene bruges til egen og ikke kommerciel brug. Siden kan findes på adressen www.slagelse.dk/Nyheder/Nyhedsarkiv/2011/250+elever+faar+testet+formen.htm