Spring til indhold Spring til emnemenu Spring til områdemenu Spring til undermenu Spring til toolbox Spring til søgning

Åben anonym alkoholrådgivning

Nyt tilbud om gratis og anonym alkoholrådgivning i Slagelse

 

Fra torsdag d. 6. oktober 2011, har du som borger i Slagelse Kommune, mulighed for at henvende dig til en gratis og anonym rådgivning, hvis du ønsker en snak om dit eget alkoholforbrug, eller du føler dig berørt af andres brug af alkohol.

 

Hver den første torsdag i måneden, i tidsrummet fra kl. 18.00 til 20.00, vil det være muligt at tale med en alkoholbehandler i Alkoholenheden, Ingemannsvej 22, indgang 2a, 4200 Slagelse.

 

Beregnet i forhold til landsgennemsnittet er der i Slagelse Kommune omkring 7.500 borgere, som har et skadeligt forbrug af alkohol og omkring 2400 borgere som er decideret afhængige af alkohol.

 

Ligeledes vokser ca. 800 børn op i familier med alkoholproblemer.

 

I Alkoholenheden i Slagelse er vi løbende i kontakt med ca. 200 borgere. Vi ser derfor et behov for at styrke indsatsen, og nå længere ud med budskabet om, at det er muligt at ændre en usund livsstil.

 

Det kan være svært at indse, at ens forbrug af alkohol har taget overhånd. Heldigvis er der hjælp at hente, når man vil bliver klogere på sig selv og sit forbrug.

 

Det handler ikke kun om, hvor meget du drikker, men også om, hvordan det påvirker dig, din hverdag og dine omgivelser.

 

Det er vores ønske at give dig mulighed for, at ændre på uhensigtsmæssige mønstre på et tidligt tidspunkt. Det er muligt med enkle og få midler, at forebygge et længerevarende og skadende overforbrug af alkohol.

 

Det er aldrig for sent at ændre på usunde vaner!

 

Derfor udvikler og forbedre vi løbende den bred vifte af behandlingstilbud, vi kan tilbyde i Alkoholenheden.

 

Vi vil i den forbindelse gerne være med til at sætte fokus på problemstillingerne, forbundet med overforbrug og afhængighed af alkohol, i vores lokalområde.

 

Derfor iværksætter vi bl.a. dette nye initiativ.

 

Fakta

Sundhedsstyrelsen sætter vanen tro fokus på danskernes alkoholvaner og forbrug, gennem en landsdækkende kampagne i uge 40. Det er almindelig kendt, at et overforbrug af alkohol kan have en række sundhedsmæssige konsekvenser. De mere personlige og familiære konsekvenser, hvor hele familier påvirkes og skades, er mindre kendte og noget som der tales mindre om.

 

Ifølge Sundhedsstyrelsen er der mange som har behov for at nedsætte deres alkoholforbrug:

  • 860.000 drikker over genstandsgrænserne.

  • 585.000 har et forbrug, der allerede har manifesteret sig i en fysisk eller psykisk skade.

  • 140.000 er afhængige af alkohol.

  • Ca. 122.000 børn mellem 0-18 år skønnes at vokse op i familier med alkoholproblemer.

  • 181.000 af de 19-35 årige siger selv, at de er vokset op i familier med alkoholproblemer.

  • 329.000 af de 35+ årige siger selv, at de er vokset op i familier med alkoholproblemer.

  • I alt er 632.000 vokset op i familier med alkoholproblemer.

  • Personer, der drikker over genstandsgrænsen, dør i gennemsnit fire til fem år for tidligt.

  • Ca. 6.300 dør hvert år på grund af alkohol.

  • Blandt de 35-54 årige mænd skyldes ca. en tredjedel af alle dødsfald alkohol.

  • Alkohol er relateret til mindst:
    28.000 hospitalsindlæggelser årligt
    10.000 skadestuebesøg
    72.000 ambulante besøg

Flere oplysninger

Hvis der ønskes flere oplysninger, er I velkomne til at kontakte

  • Afdelingsleder Marc Krabbe-Sørensen tlf. 58 57 48 90, eller mobil 40 42 00 67.

Pressemeddelelse den 28. september 2011

Sidst opdateret 6. oktober 2011
Printet fra www.slagelse.dk 25. maj 2012.
Ophavsretten tilhører Slagelse Kommune. Informationerne må alene bruges til egen og ikke kommerciel brug. Siden kan findes på adressen www.slagelse.dk/Nyheder/Nyhedsarkiv/2011/Aaben+anonym+alkoholraadgivning.htm