Aftale indgået med fratrådt velfærdsdirektør
Slagelse Kommune har indgået aftale med Lisbeth Mogensens fagforening, DJØF, om den forhenværende velfærdsdirektørs aftrædelsesvilkår.
Lisbeth Mogensen blev indstillet til afskedigelse den 15. november 2010, fordi Økonomiudvalget i Slagelse Kommune havde mistet tilliden til hende som velfærdsdirektør for kommunen.
Siden da har sagen kørt som en personalesag, hvor Lisbeth Mogensens fagforening på den ene side, og Kommunernes Landsforening på den anden side har forhandlet om de konkrete vilkår for fratrædelsen.
Aftalen faldt på plads i midten af januar, og på aftenens byrådsmøde blev den godkendt af Slagelse Byråd.
Lisbeth Mogensen får løn frem til marts 2013
Lisbeth Mogensen er tjenestemandsansat på åremål på en 5-årig kontrakt, som udløber den 31. marts 2013. Frem til denne dato modtager hun løn fra Slagelse Kommune. Desuden får hun – i overensstemmelse med hendes kontrakt – en godtgørelse svarende til fire måneders løn.
Kommunaldirektør Søren Lund Hansen forklarer om aftalen med Lisbeth Mogensen: ”Slagelse Kommune har ophævet kontrakten med Lisbeth Mogensen, og hun har derfor krav på fuld løn i hele perioden frem til hendes ansættelse udløber. I sådanne sager er der desværre ikke så meget at forhandle om. Kontrakten siger ret klart, hvad man som ansat har ret til. Men jeg kan godt forstå, at nogen synes, det ser voldsomt ud.”
Flere oplysninger
Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:
- Kommunaldirektør Søren Lund Hansen, telefon 41 99 41 41
- Kommunikationskonsulent Thomas Danielsen, telefon 30 65 16 42
Pressemeddelelse 24. januar 2011
Sidst opdateret 14. september 2011