Spring til indhold Spring til emnemenu Spring til områdemenu Spring til undermenu Spring til toolbox Spring til søgning

Aktivitets- og samværstilbuddene nytænkes

Handicap- og Socialpsykiatriudvalget besluttede på udvalgsmødet den 3. maj 2011 en konkret udmøntning af omlægningen af samværs- og aktivitetstilbud i VASAC til botilbuddene. Omlægningen blev besluttet i Handicap- og Socialpsykiatriudvalget på udvalgsmødet den 29. marts 2011 og var en del af en samlet plan for at bryde den negative udgiftsspiral på handicap- og socialpsykiatriområdet og bringe budgettet i balance.

Begrundelsen for en omlægning af aktivitets- og samværstilbuddene fra VASAC-regi til botilbuddene er

  • at der som udgangspunkt inden for myndighedsrammen skal opnås besparelser, hvori der også indgår besparelser på udgifter vedr. servicelovens § 104. 
  • at man ved at samle personalet i botilbuddet og aktivitets- og samværstilbuddet under samme ledelse kan opnå bedre ressourceudnyttelse og planlægning 
  • at man i videst muligt omfang undgår de daglige befordringer af de mest handicappede beboere, hvoraf en del i øvrigt kun har halvdagstilbud i VASAC-regi 
  • at skabe mere fleksible tilbudsordninger, som ikke nødvendigvis er begrænset af de fysiske rammer 
  • at omlægningen kan bidrage til at skabe både helheds- og udviklingsorienterede tilbud til borgerne.  

Baggrunden for omlægningen er vidtgående både i indhold og i omfang. Ca. 260 borgere vil pr. 1. januar 2012 skulle overgå til et nyt aktivitets og samværstilbud. Det næste halve år køres en derfor proces som skal sikre at omlægningen tilvejebringer – ud over en bedre ressourceudnyttelse – også et kvalitetsløft i form af en mere optimal helhedsplanlægning af den enkelte borgers tilbud og hverdag med udgangspunkt i borgerens bosted. 

Endvidere sættes fokus på at sikre at den fremtidige organisering understøtte dette kvalitetsløft via fleksible tilbudsordninger og at der over tid kan udvikles nye typer af tilbud, hvor de forskellige virksomheder i større eller mindre udstrækning kan samarbejde om udviklingen af nye tilbudsformer med nye muligheder. Det er f.eks. nærliggende at forestille sig, at der i Rosenkildeparken kan være en vis grad af fælles planlægning af aktiviteterne. 

På personale siden berøres ca. 90 ansatte. Konkret skal der indhentes både befordrings- og personalebesparelser i forbindelse med omlægningen. På personalesiden vil besparelsen kunne omfatte ca. 10 %. Da tilpasningen vil ske over en længere periode frem til den 1. januar 2012, må det dog forventes, at der opstå et antal ledige stillinger ved naturlig afgang. Overordnet set er det bestræbelsen, at omlægningen sker så lempeligt så muligt - med så få afskedigelser som muligt, og så mange direkte personaleoverførsler som muligt.

Formanden for Handicap- og Socialpsykiatriudvalget, Jørgen Andersen, udtaler: ”Jeg er klar over at omlægningen er stor, men jeg er overbevidst om at vi kan sikre borgerne et kvalitetsløft med de nye muligheder omlægningen giver. Jeg er stolt af de flotte resultater VASAC har opnået og VASACs kompetencer og erfaringer er et solidt grundlag for at videreudvikle aktivitets- og samværstilbuddene i de nye organisatoriske rammer. Jeg har også med stor tilfredshed konstateret at der grundlæggende er en positiv holdning til forslagets indhold i svarene fra MED udvalgene.”  


Flere oplysninger

Hvis du ønsker flere oplysninger, kan du kontakte

  • Udvalgsformand Jørgen Andersen, tlf. 58 37 56 39 eller
  • Handicapchef Poul Bjergved, tlf. 58 57 40 17

Pressemeddelelse den 4. maj 2011.

 

Sidst opdateret 14. september 2011
Printet fra www.slagelse.dk 25. maj 2012.
Ophavsretten tilhører Slagelse Kommune. Informationerne må alene bruges til egen og ikke kommerciel brug. Siden kan findes på adressen www.slagelse.dk/Nyheder/Nyhedsarkiv/2011/Aktivitets-+og+samvaerstilbuddene+nytaenkes.htm