Bogudgivelse
Lederne af skoler og SFO i Slagelse Kommune udgiver torsdag d. 7. april en artikelsamling på forlaget Dafolo med fokus på, hvordan man i kommunen fortsat vil udvikle en folkeskole med plads til alle såvel børn som voksne. Bogudgivelsen er kulminationen på et stort efteruddannelsesforløb og et frugtbart samarbejde med professionshøjskolen University College Nordjylland og professor Thomas Nordahl for alle skoleledelser i kommunen.
Alle børn har ret til et godt liv
Det overordnede mål for Slagelse Kommunes børne- og ungepolitik er, at ”Alle børn har ret til et godt liv”. Der lægges derfor stor vægt på, at alle børn og unge i videst mulig omfang vokser som en naturlig del af fællesskabet i det lokale dagtilbud og på den lokale skole. For at opfylde målet, er det vigtigt at der skabes et læringsmiljø på skolerne, hvor alle børn og voksne – elever, lærere, pædagoger og ledere - oplever sig som deltagere i et såvel socialt som fagligt fællesskab. For at gøre dette muligt er skolerne blandt andet gået i gang med at gøre den norske model LP til en integreret del af det daglige arbejde.
LP-modellen
Pilotuddannelsen er en uddannelsesstrategi for skoleledelserne i arbejdet med at implementere LP-modellen. LP står for Læringsmiljø og Pædagogisk analyse, og modellens mål er at udvikle et fælles pædagogisk sprog på skolerne. LP-modellen har såvel i Norge som Danmark dokumenteret gode resultater i arbejdet med at opbygge frugtbare læringsfællesskaber. Forskningsrapporter har dog vist at modellens succes afhænger af den ledelsesmæssige bevågenhed på skolerne. Det er derfor vigtigt at lærernes og pædagogernes pædagogiske arbejde følges op af skolens ledere.
For at give lederne optimale muligheder for at løse denne opgave har skolechef Lena Lund Pedersen i samarbejde med UC-Nordjylland udviklet et uddannelsesforløb for skoleledelser, som giver lederne redskaber til at understøtte pædagogerne og lærerne i deres arbejde med at skabe frugtbare læringsmiljøer, der giver børn i Slagelse Kommune det bedst mulige grundlag for et godt liv.
Kompetenceforløbet og bogudgivelsen afsluttes torsdag den 7. april med en reception på Frederik d. II.
Flere oplysninger
Hvis der ønskes flere oplysninger, er I velkomne til at kontakte
- skolechef Lena Lund Pedersen, tlf. 58 57 31 30
Pressemeddelelse 6. april 2011
Sidst opdateret 14. september 2011