Brugerundersøgelse af Slagelse midtbys pladser
I uge 44 foretog Drift og Anlæg en brugerundersøgelse på gaden i Slagelse midtby. 150 brugere blev interviewet om deres holdning til Schweizerpladsen, Rådhuspladsen og Nytorv.
Centeret for Drift og Anlæg i Slagelse Kommune har taget en ny driftsmodel i brug kaldet HOD - Helheds Orienteret Drift. Som et led i denne driftsmodel fokuserer vi i højere grad end tidligere på borgernes og brugernes opfattelse af kommunens arealer.
- Formålet er at undersøge brugernes helhedsorienterede opfattelse af de tre førnævnte pladser, som er at betragte som nogle af de mest intensivt benyttede lokaliteter i Slagelse midtby. Vi investerer relativt store summer i driften af de tre arealer, og det er derfor væsentligt at forholde sig til, i hvilken grad brugernes behov realiseres, fortæller Thomas Gundersen Thaarup, der er med i projektgruppen.
Målingen støtter samtidig op omkring Byrådets strategi for nærdemokrati i Slagelse Kommune.
Karakterer til pladserne
I Slagelse midtby blev brugerne spurgt om pladsernes:
- Belægning
- Inventar
- Beplantning
I hver af de tre kategorier blev brugerne bedt om at give en karakter på skalaen 1–5, for hvor tilfredse de er med driften. I alt 150 brugere blev interviewet - 50 på hver enkelt plads.
Resultatet er samlet i en rapport, der skal bruges konstruktivt i den fremtidige drift af de omtalte pladser.
Nyhed den 16. december 2011.
Sidst opdateret 10. januar 2012