Efterværn har fået nyt navn - Café R
Café R er et tilbud til sindslidende unge eller unge med psykosociale problemstillinger i alderen 18-35 år. Vi har en socialpædagogisk støtteordning og et cafelignende tilbud, hvor unge kan komme forbi om aftenen og hygge sig og danne netværk og deltage i forskellige aktiviteter. Vi støtter og vejleder de unge til at kunne klare sig selv.
De unge der visiteres er sindslidende og/eller skrøbelige unge med psykosociale problemstillinger. Vi tilbyder støttende samtaler, hjælp til støtte i eget hjem, hjælp til struktur i hverdagen, hjælp til støtte mht uddannelse, job, aktivering, forståelse at offentlige skrivelse, bisidder til møder, hjælp til netværksdannelse mm. De unge er typisk visiteret fra Center for Handicap og Socialpsykiatri (CHS) og fra Rådgivning og Udbetaling.
Denne gruppe af unge er som oftest velbeskrevet og er indstillet på at få en støttekontaktperson til at støtte, råde og vejlede. Vi arbejder meget på at få de unge i gang med enten job uddannelse eller aktivering, der giver den unge noget at stå op til. Det er essentielt for os, at vi støtter, men helst så lidt som muligt da det er vigtigt at de unge tager så meget ansvar i deres eget liv som det er muligt. De unge har mulighed for at kontakte os hele døgnet vis sms/tlf. Det er ikke sikkert at der bliver responderet med det samme, men det giver den unge en følelse af tryghed, at vide at der er mulighed for støtte. Vi har visiteret ca. 55 borgere pt.
Cafetilbud
Vi har etableret et netværksskabende tilbud på Sorøvej i Slagelse, hvor vi holder åbent 3 gange ugentligt. Der kommer borgere fra hele kommunen. Nogle har hørt om stedet fra deres sagsbehandler i Jobcenteret, Misbrugscenteret eller Rådgivning og Udbetaling. Andre hører om stedet igennem familie, venner, naboer, læge, psykiatrisk ambulatorium mm. Fælles for alle de unge der benytter stedet er at, de har psykosociale problemstillinger og har et meget skrøbeligt netværk, nogle sågar helt isolerede. Vi har kontakt til ca. 50 uvisiterede unge, som benytter tilbuddet i større eller mindre grad. De møder andre unge som er i samme situation som dem selv. Mange af de unge søger et netværk som de kan udvikle i trygge rammer i cafeen. De spejler sig i hinanden og tager ansvar for det sted som for mange er blevet deres primære netværk. Vi har også en gruppe på facebook, som de benytter sig meget af når caféen er lukket og tankerne bliver svære at håndtere.
I cafeen tager de unge selv - og sammen - ansvar for madlavning, indkøb, oprydning og aktiviteter i cafeen, med støtte fra personalet i det omfang som kræves.
Der hvor vi møder flest nye unge er i vores cafetilbud. En mor, en anden ung, en sagsbehandler eller en anden person tæt på den unge ringer til os og spørger om vi vil vise cafeen frem og fortælle om stedet. Vi har ugentlige henvendelser af denne karakter.
Vi har åbent 3 aftener om ugen, mandag, tirsdag og torsdag fra 16 til 21.30, hvor unge mødes og danner netværk.
Flere oplysninger
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte
- Afdelingsleder: Thomas Amstrup 21 23 81 35
Nyhed den 16. februar 2011
Sidst opdateret 14. september 2011