Spring til indhold Spring til emnemenu Spring til områdemenu Spring til undermenu Spring til toolbox Spring til søgning

Få indflydelse på fremtidens frivillighed

2011 er europæisk år for frivilligt arbejde. Derfor sætter Slagelse Kommune fokus på frivilligheden i kommunen og inviterer til gratis konference med interessante og  inspirerende oplæg med efterfølgende debat. Sportsakrobater og musikanter vil underholde i løbet af dagen. Det foregår lørdag den 29. oktober 2011 kl. 9.00-15.30 i Storebæltshallen i Korsør.

Arbejder du med frivilligt socialt arbejde, er du medlem af en forening eller aktiv på anden vis i dit lokalområde? Eller er du bare generelt interesseret i foreningsliv og frivillighed? Så har du mulighed for at deltage i konferencen, hvor du kan få indflydelse på fremtidens foreningsliv og frivilligheden i Slagelse Kommune. Kom og bidrag til debatten sammen med engagerede aktører fra Slagelse Kommune, når vi sætter fokus på, hvordan vi sammen skaber de bedste rammer for den frivillige indsats og styrker samarbejdet mellem frivillige og kommunens ansatte.

Frivillighedsåret og frivillighedsdagen i Slagelse

Frivillighed har ikke mindst i anledningen af frivillighedsåret været på manges læber i år. I anledning af det europæiske år for frivilligt arbejde udnævnte Socialministeren den 30. september til at være national frivillighedsdag. I Slagelse åbnede vi den 30. september dørene til kulturnatten Sct. Michaels Nat, hvor hundredvis af frivillige stod klar lige fra aktørerne og foreningerne til de praktisk medvirkende og arrangørerne bag kulturnatten. Bedre eksempel på hvad frivillighed kan løfte og give en by, når ildsjæle og frivillige kræfter går sammen er svær at finde.

Vigtigheden af frivilligheden i kommunen

I hverdagen er de frivillige aktiviteter i Slagelse med til at sikre et godt liv for borgerne både i forhold til at have adgang til et mangfoldigt fritidsliv samt forebyggelse af ensomhed, sygdom og marginalisering. De frivillige aktiviteter skaber sammenhængskraft i kommunen. Det øger kendskab til andre menneskers livssituation og skaber nye netværk og forståelse mellem mennesker på tværs af alder, etnicitet og social baggrund. Værdien af den frivillige indsats er kort sagt uvurderlig.

Derfor sætter Slagelse Kommune nu ekstra fokus på frivilligheden i kommunen og inviterer til en spændende og aktuel konference med oplæg, debatter, underholdning og workshops.

”Formålet med konferencen er at debattere mål, rammer og udfordringer for fremtidens frivillige indsats og engagement i Slagelse Kommune. Vi håber, rigtige mange frivillige vil deltage og bidrage til debatten, hvor også engagerede aktører fra Slagelse Kommune deltager, så vi sammen kan få sat fokus på, hvordan vi skaber de bedste rammer for den frivillige indsats”, udtaler Ebbe Jens Ahlgren, formand for Kultur- og Fritidsudvalget.

Frivilligheden blomstrer i kommunen

Rundt om i kommunen blomstrer frivilligheden på bedste vis. Lige fra hyggeklubberne og sportsforeningerne til indsamlere og besøgsvenner. Så frivillige kræfter er bestemt ikke en mangelvare i kommunen, men frivillige skal ligesom så meget andet også passes, plejes og sikres gode vilkår.

”Jeg er stolt over at være borgmester i en kommune, hvor både foreningslivet og det frivillige arbejde spirer, gror og meget allerede har vokset sig stort. Det kræver en indsats at være frivillig, og vi sætter stor pris på de mange kræfter, som borgerne lægger i at give andre og hinanden nogle gode oplevelser. Men for at det både kan ske nu og i fremtiden, så er vi nødt til at fortsætte med at gøde foreningslivet og frivilligheden, så begge kan fortsætte med at blomstre i fuldt flor. Det skal konferencen være med til”, fortæller Borgmester Lis Tribler.

Samarbejde på tværs

Frivilligheden favner bredt i kommunen lige fra de frivillige folkeoplysende foreninger på kultur- og fritidsområdet til uddeling af midler til støtte af frivilligt socialt arbejde fra ældreområdet til området for handicap og socialpsykiatri. Det frivillige indsatsområde favner dermed en meget bred gruppe af frivillige. Derfor er konferencen også et resultat af et tværgående samarbejde på tværs af centrene i Slagelse Kommune, og konferencen sætter derfor også fokus på udviklingen af samarbejdet på tværs af de frivillige og kommunen.  

”De frivillige er en stor ressource i Slagelse. Ved at styrke samarbejdet mellem de frivillige sociale foreninger og de kommunalt ansatte kan vi f.eks. øge indsatsen over for en gruppe af mindre ressourcestærke ældre. Jeg glæder mig meget til at diskutere fremtidens kommunale samarbejde med foreningslivet og andre frivillige på konferencen den 29. oktober”, udtaler formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget, Michael Gram.

Kort om konferencen og husk tilmelding

Konferencen er for alle frivillige organisationer og foreninger, kommunale ledere og ansatte, politikere samt andre med interesse for den frivillige indsats. Det er gratis at deltage på konferencen, men tilmelding er nødvendig af hensyn til forplejningen.

Tilmelding: Dorthe Olsbro på dools@slagelse.dk eller kontakt hende på tlf. 58 57 40 70. Du skal oplyse navn på deltagere, foreningens navn, adresse og kontakt e-mail – eller telefonnummer. Tilmeldingsfrist: Mandag den 24. oktober 2011.

Flere oplysninger

Program for konferencen


Kl. 9.00 Ankomst og tilmelding til to workshops. Deltagerne kan vælge to ud af fire forskellige workshops med temaer, der alle er topaktuelle og interessante for ansatte, frivillige og politikere

Kl. 9.30 Velkomst ved borgmester Lis Tribler. Lone Thellesen fra Dacapo styrer slagets gang og starter med at informere om dagens forløb.                          

Kl. 10.00 Tema: ”Fra den gode ide om en frivillig indsats til virkeligheden”. Dacapo laver interaktivt teater som oplæg til dialog i salen.

Kl. 10.30 Kaffe og frugt

Kl. 11.00 Workshops starter (1. runde)

Kl. 12.00 Sandwich og frugt (i Hallen)

Kl. 12.45 Tema: ”De frivillige vil ikke flyttes rundt som skakbrikker”. Dacapo laver interaktivt teater som oplæg til dialog i salen.

Kl. 13.15 Workshops starter (2. runde)

Kl. 14.15 Kaffe og kage

Kl. 14.30 Opsamling på workshops ved Lone Thellesen

Kl. 15.00 Slagelse Gymnastikforening underholder med sportsakrobatik

Kl. 15.15 Afslutning på dagen

Der tages forbehold for ændringer i programmet
 
Pressemeddelelse 19. oktober 2011 

Sidst opdateret 31. oktober 2011
Printet fra www.slagelse.dk 25. maj 2012.
Ophavsretten tilhører Slagelse Kommune. Informationerne må alene bruges til egen og ikke kommerciel brug. Siden kan findes på adressen www.slagelse.dk/Nyheder/Nyhedsarkiv/2011/Faa+indflydelse+paa+fremtidens+frivillighed+i+kommunen.htm