Har du kommunens flotteste juletræ?
Og vil du gerne forære det bort – eller blot have ryddet ud i haven – så skal du heller ikke i år tøve med at kontakte Vej og Park.
Slagelse Kommune vil nemlig gerne gentage sidste års store succes, hvor byernes flotte juletræer på torvepladserne gav julestemning efter at være blevet skænket af borgere rundt omkring i kommunen.
Som det har vist sig har disse borgere været glade, fordi de helt gratis slap af med store grantræer, der skyggede i haven. Andre borgere blev ligeledes glade, fordi kommunen aldrig har haft flottere juletræer på torvene.
Har du et stort grantræ?
- Står der et stort, flot grantræ i din have, som du mener, har potentiale til at blive et juletræ, så ring eller send en e-mail til mig, opfordrer Kristina Bodal-Lauridsen, Vej og Park, og fortsætter:
- Herefter aftaler vi en dato, hvor vi sammen kan besigtige træet for at se, om det kan bruges.
Kan det bruges, kommer vi forbi med en lastbil sidst i november, fælder træet og løfter det ud på lastbilen med en kran. Nogle dage senere kommer vi igen og fjerner træstubben fra haven, mens der bliver ryddet pænt op.
Opsættes til fælles skue
Dit juletræ bliver herefter kørt til en af byernes torvepladser, hvor du og alle andre kan komme forbi og se træet tage sig ud i al sin pragt.
Win-win situation
Der er ganske sund fornuft i, at kommunen skaffer sine juletræer på denne måde. Det er meget svært at opdrive flotte juletræer, og når træerne samtidig bliver afhentet i lokalområdet, sparer kommunen både tid, penge og CO2.
Det er godt for klimaet, borgerne og kommunen. Det er vist det, man kalder en win-win situation, hvor vi alle får noget ud af det.
Du kan kontakte
- Skov- & Landskabsingeniør Kristina Bodal-Lauridsen, Vej og Park på tlf. nr. 58 57 39 86 eller på e-mail bodal@slagelse.dk senest 20. oktober.
Pressemeddelelse den 23. september 2011.
Sidst opdateret 23. september 2011