Spring til indhold Spring til emnemenu Spring til områdemenu Spring til undermenu Spring til toolbox Spring til søgning

Pas på din søn

Voldsomme skader efter knallertkørsel er ikke usædvanlige for 14-15 årige drenge, og de kan få betydning for resten af livet. Derfor opfordrer Sjællands Færdselssikkerhedsudvalg nu forældrene til at hjælpe med at stoppe de knallertglade drenge.

Der er post på vej til alle de forældre på Sjælland, Lolland, Falster, Møn og Bornholm, som har 14-15 årige drenge. Forældrene vil finde et postkort fra Sjællands Færdselssikkerhedsudvalg i deres postkasse.

Motivet er en smadret knallert, og teksten på kortet lyder: ”Så skulle du se ham, der kørte den! Har du styr på din søn?” Postkortet skal minde forældre om, at familien har en vigtig opgave i at sørge for, at de unge ikke kører knallert, før de fylder 16 år og har fået deres knallertbevis.

Luk ikke øjnene

- Det værste, man kan gøre som forældre, er at lukke øjnene og lade som ingenting, hvis sønnen kører ulovligt på knallert. Det er en god idé at lave husregler for den unge, og udover at sønnen skal være gammel nok, så skal han også bruge hjelm og ikke drikke spiritus, før han kører, siger formand for Sjællands Færdselssikkerhedsudvalg, Hugo Højgaard.

På Sjælland, Lolland, Falster, Møn og Bornholm er der de seneste 5 år dræbt 3 knallertførere og skadet 221 i aldersgruppen 15-24 år. For høj fart er den vigtigste årsag til ulykkerne.

- Vi hører jævnligt, at en del af knallertførerne kører med meget høj fart, fordi de unge tuner deres knallert. Her kan man også som forældre være opmærksomme og lave husregler. Har udstødningen på sønnens knallert stærke farver eller peger selve udstødningen opad og har en stærk farve, så er knallerten temmelig sikkert tunet, fortæller Hugo Højgaard.

Postkortene bliver sendt af sted i denne uge (uge 44) til i alt 6700 forældre.

Fakta

Ud af de 224 personskader med knallertførere i aldersgruppen 15-24 år (2006-2010) var:

  • 178 mænd og 46 kvinder
  • 80 havde kørt stærkere end 30 km/t
  • 22 havde kørt stærkere end 50 km/t
  • 36 havde en promille større end 0,5
  • 72 anvendte ikke hjelm
  • 59 sket på landet og 165 i byer

Flere oplysninger

  • Frank Hagerup, Projektleder, Sjællands Færdselssikkerhedsudvalg, Vejcenter Sjælland på tlf. 25 44 92 80

Pressemeddelelse den 3. november 2011.

Sidst opdateret 3. november 2011
Printet fra www.slagelse.dk 25. maj 2012.
Ophavsretten tilhører Slagelse Kommune. Informationerne må alene bruges til egen og ikke kommerciel brug. Siden kan findes på adressen www.slagelse.dk/Nyheder/Nyhedsarkiv/2011/Har+du+styr+på+din+son.htm