Kabeldepotet slår dørene op til en ny sæson
Mere end 20 kunstnere er nu klar til at slå dørene op til endnu en sæson i kabeldepotet på kajen mellem Bådehavnsvej og Søbatteriet i Korsør. Fra den 30. april vil det igen summe i det arbejdende værksted, som holder åbent den 1. lørdag i hver måned – eller når flaget er ude.
Læg vejen forbi, og nyd kunsten på allernærmeste hold, og benyt dig af muligheden for at hilse på flere af kunstnerne og opleve værkstedet i brug. Kom og oplev både fremstilling og udstilling eller gør en god handel blandt de nyproducerede og udstillede billeder, skulpturer og kunsthåndværk.
Fra kabler til kunsthåndværk
Kabeldepotet har gennem årene gennemgået noget af en forvandling. I starten af det 20. århundrede blev det bygget til Post- og Telegrafvæsenets kabler.
Men siden hen er kablerne dog blevet skiftet ud med kunst og kunsthåndværk. En række lokale kunstnere og kunstnergrupper er i stedet rykket ind i de højloftede, nyrenoverede lokaler, hvor de fremstiller, udstiller og sælger deres kunst til glæde for både dem selv og kommunens borgere.
Helt særlig kunstnerordning
Kunstnerværksted i kabeldepotet er et tilbud til alle kunstnere i Slagelse Kommune, amatørkunstnere såvel som professionelle.
”Kabeldepotet giver borgerne en unik mulighed for at arbejde med deres kunst samtidig med, at de kan danne netværk og ikke mindst udstille kunsten til glæde for hinanden og alle kommunens borgere.
Rigtig mange har taget imod det unikke tilbud om muligheden for både at arbejde med og udstille kunsten, så lige nu holder mere end 20 kunstnere til i kabeldepotet, og der er stadig plads til flere. Så man må nok sige, der atter er kommet liv i de charmerende bygninger på fæstningskajen”, udtaler formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Ebbe Jens Ahlgren.
Hold øje med flaget
Når du går en tur på kajen, er du meget velkommen til at kikke ind og se, hvad kunstnerne frembringer af smukke ting. Kunstnerværkstedet er nu klar til en ny sæson og holder åbent den 1. lørdag i måneden fra 30. april-24. september i 2011, når kunstnerne arbejder i værkstedet.
Men husk at holde øje med flaget! For når flaget er ude, så arbejdes der på livet løs i kabeldepotet, og du er meget velkommen til at kigge ind og hilse på kunstnerne.
Flere oplysninger
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Kultur og Fritid.
Pressemeddelelse 26. april 2011
Sidst opdateret 14. september 2011