Spring til indhold Spring til emnemenu Spring til områdemenu Spring til undermenu Spring til toolbox Spring til søgning

Indvielse af nye fælleskøkkener på Plejecenter Skovvang

Duften af nybagt brød og varm mad, som bliver tilberedt for øjnene af en. Et hjemligt livligt miljø med inddragelse og selvbestemmelse i madlavningen. Sådan er hverdagen fremover for beboerne på Plejecenteret Skovvang i Slagelse, der har fået etableret fælleskøkkener i hele deres plejecenter.

Nye fælleskøkkener på Skovvang vil øge ældres appetit

Mange ældre på plejehjem i Danmark er underernæret. Det er særlig stemningen omkring madlavningen, ved bordet og det sociale miljø omkring måltidet, der har en betydning for de ældres spisevaner.

For beboerne på Skovvang plejecenter er køkkenerne nu blevet et af beboernes vigtigste samlingssteder med hinanden og med personalet. Ruth Klein, centerleder for Skovvang er glad for, at plejecenteret har fået mulighed for at etablere nye fælleskøkkener, som er inspireret fra leve- og bomiljø tankegangen. Hun udtaler:

”Afskeden med hjemmet, ejendelene og fysisk svækkelse kan ofte fratage de ældre appetitten. Vi ved, at hvis personalet deltager på næsten lige fod med de ældre i madlavningen, kan måltidet blive en stor succes. Derfor er vores nye køkkener indrettet handicapvenligt med hæve/sænke borde, så en beboer i kørestol vil kunne være med til at vende en frikadelle på panden eller skrælle æbler til en æblekage.”  

De nye køkkener er etableret midt i Skovvangs tre afdelingers fællesrum. De vil nu blive omdrejningspunktet for nye hverdagsaktiviteter, der skaber liv og glæde for beboerne.

Sund kost for ældre er højt prioritet af Omsorgsudvalget

Omsorgsudvalget har de seneste år haft meget fokus på kostens betydning for ældre. I 2009 valgte udvalget at bevilge 900.000 kr. til de nye fælleskøkkener på Skovvang.
Formand for Omsorgsudvalget, Lene Wibroe har i sine år som formand arbejdet særligt for, at Slagelse skal være en sund kommune for ældre borgere. Hun udtaler:

”Vi er i Omsorgsudvalget glade for, at vi kan være med til at forbedre de ældre beboeres hverdag. Derfor har vi også i 2007 etableret et kostråd, som har skabt debat og nytænkning på hele kostområdet i Kommunen. Vi ved nu fra undersøgelser, at ældre beboer på plejecentrene i Slagelse generelt er meget tilfredse med deres hverdag”.

Skovvang plejecenter og Smedegade plejecenter vil fremover deltage i projektet ” Fra storkøkken til nærkøkken – et velduftende måltid ”, der er støttet af Servicestyrelsen. Projektet har til formål at øge personalet og borgernes egen bevidsthed omkring sunde og gode spisevaner og oplevelser.

Kom og se de nye køkkener

De nye køkkener vises frem mandag d. 31. januar kl. 13 til 14.30 på Grønningen 1, 4200 Slagelse.  

Vi opfordre alle til at komme og se det nye fællesmiljø på Skovvang og få en snak med både ældrechef, områdechef, Ældreråd, Kostråd, politikere og Bruger- og Pårørenderådet.

Flere oplysninger:

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte:

  • Centerleder for Skovvang, Ruth Klein, tlf. 58 57 34 62
  • Formand for Omsorgsudvalget, Lene Wibroe, tlf. 20 45 57 38


Pressemeddelelse, 28. januar 2011

Sidst opdateret 14. september 2011
Printet fra www.slagelse.dk 25. maj 2012.
Ophavsretten tilhører Slagelse Kommune. Informationerne må alene bruges til egen og ikke kommerciel brug. Siden kan findes på adressen www.slagelse.dk/Nyheder/Nyhedsarkiv/2011/Koekken+Skovvang.htm