Mangler 29 mio. kr. i Handicap- og Socialpsykiatriudvalgets budget
Handicap- og socialpsykiatriområdet i Slagelse Kommune er kommet under voldsomt udgiftspres – især som følge af en mærkbar stigning i antallet af unge borgere med behov for en særlig støtte eller indsats. En tendens, som forventes at fortsætte i de kommende år.
Udviklingen peger frem mod et underskud på 29 mio. kr. i budget 2011. Behovet for yderligere besparelsestiltag er derfor presserende, hvis den negative udgiftsspiral skal brydes og budgettet bringes i balance.
Handicap- og Socialpsykiatriudvalget har derfor på udvalgsmødet den 29. marts 2011 anbefalet en række besparelsesforslag på handicap- og socialpsykiatriområdet, herunder:
- Mulig hjemtagelse af dyre tilbud, som Slagelse Kommune køber i andre kommuner
- Omlægning af samværs- og aktivitetstilbud i VASAC til botilbuddene.
- Omlægning af § 85 støtten – fra hjemmevejledning til udevejledning.
- Gennemgang af de borgerstyrede personlig assistance-ordninger (BPA)
Forslagene blev anbefalet af Jørgen Andersen (SF), Ole Quist (A), Ebbe Jens Ahlgren (V), Anders Nielsen (A), mens Peter Lotinga (L) tog forbehold.
Det mest vidtgående forslag er omlægningen af samværs- og aktivitetstilbud fra VASAC Slagelse til botilbuddene. Det enkelte botilbud vil fremover komme til at stå for organiseringen af samværs- og aktivitetstilbuddene i Slagelse Kommune.
Omlægningen betyder, at den dyre transport af beboerne fra det enkelte botilbud til VASAC Slagelse kan undgås. Herudover vil omlægningen give mulighed for en mere fleksibel anvendelse af personale, idet alle medarbejdere fremover vil være ansat i samme organisation.
I det forestående arbejde med planlægningen af dette forslag vil personalesiden blive inddraget. Det blev aftalt på det seneste møde den 4. april 2011 i Sektorudvalget for Handicap, Socialpsykiatri og Misbrug.
Formanden for Handicap- og Socialpsykiatriudvalget, Jørgen Andersen, udtaler: "Jeg er ked af, at der igen skal findes besparelser på handicap- og socialpsykiatriområdet. Det skyldes især en stor tilgang af nye udviklingshæmmede og sindslidende. En udvikling, som vi også ser på landsplan.
Men til gengæld arbejder vi i kommunen målbevidst på at sikre kontinuiteten i handicappede borgeres liv, bl.a. via en bedre styring af udgifterne, således at vi ikke løbende tvinges ud i nye sparerunder."
Flere oplysninger
Hvis du ønsker flere oplysninger, kan du kontakte
- udvalgsformand Jørgen Andersen, tlf. 58 37 56 39 eller
- handicapchef Poul Bjergved, tlf. 58 57 40 17.
Pressemeddelelse 7. april 2011
Sidst opdateret 14. september 2011