Museerne på Sjælland vil arbejde tættere sammen
Kulturpolitikere og museumslederne fra Holbæk, Kalundborg, Odsherred, Ringsted, Slagelse, Sorø, og Næstved kommuner er enige om at arbejde tættere sammen.
Strategisk tættere samarbejde
Det sker som led i et større udredningsarbejde, hvor museerne vil afsøge mulighederne for et strategisk tættere samarbejde og eventuel fusion på sigt. Museerne har søgt Kulturarvsstyrelsen om midler til forløbet, og konsulentfirmaet Knudsen Syd er hyret som sparringspartner på arbejdsprocessen.
Samarbejdet sker ud fra en forhåbning om, at vi hver især kan ”få mere museum for pengene”. Nu handler det om at finde ud af hvilke museumstilbud, vi ønsker i de enkelte lokalområder.
Mange muligheder i et tættere samarbejde
Kommunerne behøver jo nødvendigvis ikke at tilbyde de samme ting alle steder. Også fra museernes side kan der være mange perspektiver i et tættere samarbejde: Der er mulighed for at udnytte hinandens faglige specialer i endnu højere grad, der kan måske lave fælles PR og markedsføring og måske kan vi blive dygtigere til at søge de store fonde og EUmidlerne.
Den 4. april samles medarbejderne fra de enkelte museer til faglige drøftelser om de fremtidige samarbejder. Her tages der udgangspunkt i nogle af de aktiviteter, der allerede fungerer godt, som f.eks. fællesmagasinet i Ugerløse og det tværgående arkæologisamarbejde.
Perspektiver og muligheder drøftet
På et netop afholdt møde i Holbæk har kulturpolitikere drøftet perspektiver og muligheder i museernes arbejde. Og visionsarbejdet fortsætter. I slutningen af maj deltager bestyrelser og politikere i et fælles visionsseminar.
Samarbejdsproces sat i gang
Kommunerne har nu sat gang i en samarbejdsproces, men der er forsat plads til flere interesserede kommuner. Har kommunerne samarbejder sammen netop nu hænger rigtig godt sammen med Kulturarvsstyrelsens aktuelle museumsudredning, som bl.a. anbefaler en ny tilskudsstruktur og at udvalgte opgaver, som f.eks. arkæologi, koncentreres på færre museer, så de faglige miljøer kan blive større!
Flere oplysninger
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Kultur og Fritid.
Nyhed 23. marts 2011
Sidst opdateret 14. september 2011