Spring til indhold Spring til emnemenu Spring til områdemenu Spring til undermenu Spring til toolbox Spring til søgning

Ny idrætshal står klar til at blive taget i brug

Inden længe tager både eleverne på Slagelse Gymnasium og kommunens borgere den nye idrætshal ved gymnasiet i brug, når der bl.a. skal dyrkes basket, gymnastik, badminton og mange andre sportsgrene.

Tirsdag den 29. marts kl. 14.00 indvies den nye hal af Borgmester Lis Tribler, og eleverne fra Slagelse Gymnasium vil denne dag vise, hvad den nye hal bl.a. kan og skal bruges til. Idrætshallen er resultatet af et nyt og spændende samarbejde mellem Slagelse Gymnasium og kommunen. 

Mens sneen faldt, og vinden ruskede i træerne i novembermåned, blev der holdt rejsegilde på den nye idrætshal ved Slagelse Gymnasium. Nu er foråret så småt ved at komme, alt spirer og gror, og den nye idrætshal er nu sprunget ud i fuldt flor og venter på at blive brugt af både elever og byens borgere. Hallen står nu helt færdig og venter kun på at blive indviet, så den for alvor kan tages i brug. Tirsdag den 29. marts kl. 14.00 indvies hallen, hvor rektor Iver Grunnet vil byde velkommen, og borgmester Lis Tribler vil indvie den nye idrætshal, som også er resultatet af et spændende samarbejde. 

Unikt samarbejde

Den nye idrætshal er et samarbejde mellem Slagelse Gymnasium og Slagelse Kommune. Den nye hal bygger derfor på et helt unikt samarbejde, da det er første gang, at kommunen er gået sammen med en selvejende institution for at bygge en hal. Finansieringen af den nye hal er derfor også delt imellem kommunen og gymnasiet, ligesom driften også er fælles. Som udgangspunkt råder gymnasiet over hallen i skoletiden, mens kommunen har rådighed over den fra ca. 16-22. Hallen er opført af Georg Berg A/S og med Hans Jørgen Vastring som byggeherrerådgiver.  

Giver eleverne og borgerne nye muligheder

”Det er dejligt, at vi nu har endnu en hal at tilbyde både eleverne, men også kommunens borgere, så der bliver endnu en god mulighed for at dyrke ekstra motion i fritiden. Vores nuværende idrætshaller er i forvejen booket næsten til bristepunktet, så det bliver rigtig dejligt med en hel ny hal. Jeg håber, at mange borgere vil lægge vejen forbi indvielsen og se den nye hal”, udtaler formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Ebbe Jens Ahlgren.   

Program for dagen

Kl. 14.00 Rektor, Iver Grunnet, byder velkommen
Kl. 14.05 Indvielse ved Borgmester Lis Tribler
Kl. 14.10 Opvisning med elever fra Slagelse Gymnasium
Kl. 14.30 Let traktement 

Flere oplysninger

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Kultur og Fritid.

Pressemeddelelse 23. marts 2011

Sidst opdateret 14. september 2011
Printet fra www.slagelse.dk 25. maj 2012.
Ophavsretten tilhører Slagelse Kommune. Informationerne må alene bruges til egen og ikke kommerciel brug. Siden kan findes på adressen www.slagelse.dk/Nyheder/Nyhedsarkiv/2011/Ny+idraetshal+staar+klar+til+at+blive+taget+i+brug.htm