Nyt fra Slagelse Kommunes Sygehussekretariat
Sygehussekretariatet arbejder ud af mange spor for at forfølge målsætningen om at bruge sygehusudvidelserne som et springbræt til at skabe vækst.
Opkøb af arealer til rekreative formål
Region Sjællands beslutning om at etablere et nyt stort psykiatrisk sygehus i hjertet af Slagelse, hvor der i dag er boldbaner, betyder at boldbanerne må flyttes til en ny placering. En længere proces har medført at der er blevet peget på en placering øst for Trelleborg Golfklub, hvorefter den nødvendige lokalplan (LP1080), der udlægger området til offentligt formål blev udarbejdet. Økonomiudvalget har truffet beslutning om på frivillig basis at opkøbe alle arealer indenfor lokalplanområdet. Alle syv lodsejere har derfor fået fremsat et købstilbud baseret på en grundig analyse af prisniveau og brug af uvildige ejendomsmæglere.
I henhold til Planloven kan lodsejere, hvis jord udlægges til offentligt formål, kræve at kommunen tvangsovertager arealet, såkaldt omvendt ekspropriation, såfremt særlige forhold er opfyldt. Én lodsejer gjorde dette krav gældende, hvorefter taksationskommissionen har været indkaldt som Planloven foreskriver. Efterfølgende har kommunen fået medhold i såvel prisdannelse som procedure, hvilket forventes at lette processen for de resterende opkøb.
Trods den pågående afklaring af mulighederne for at etablere boldbaner i Slagelse midtby har kommunen valgt at fastholde lokalplanen for boldbaneområdet øst for Trelleborg Golfklub.
Lokalplan nr. 1080
Boldbaner i Slagelse midtby
Etablering af boldbaner i Slagelse midtby medfører en række meget betydelige udfordringer af både teknisk og planmæssig karakter som pt. undersøges. Foreløbige analyser viser at der er behov for omlægning af et antal eksisterende rørledninger og etablering af forsinkelsesbassiner for at tilbageholde overfladevand. Hertil kommer forlægning af diverse veje, etablering af parkeringsarealer og i det hele taget udfordringer med at sikre sammenhæng med den øvrige by.
COWI A/S har bistået med vurdering af de tekniske udfordringer for etablering af boldbaner og estimerer desuden et anlægsoverslag for løsning af dele af de tekniske udfordringer. Der arbejdes pt. på et samlet anlægsoverslag og tidsplan, der forventes behandlet politisk i slutningen af maj 2011.
Efterfølgende skal udarbejdes en lokalplan for området, der skal muliggøre etablering af boldbaner. Lokalplanen forventes endeligt vedtaget i slutningen af november 2011.
Salg af areal til Region Sjælland
I forbindelse med etablering af psykiatrisk sygehus i Slagelse midtby skal Region Sjælland købe et større areal af Slagelse Kommune. Det er endnu ikke endeligt afklaret hvor stort et areal Regionen har behov for, men det forventes afklaret indenfor den nærmeste fremtid.
Der arbejdes i øjeblikket på at klarlægge de administrative principper for at gennemføre en sådan handel, hvorefter arealet kan vurderes af uvildige parter som led i den endelige prissætning. Et endeligt udkast til købsaftale forventes at skulle behandles politisk efter sommerferien 2011.
Et nyt samarbejde mellem sygehuse, virksomheder og forskning
I SKS er vi i gang med at afdække mulighederne for at oprette et udviklingsforum med tilknytning til den kommende Sygehusby. Den foreløbige model opstiller blandt andet et udvidet samarbejde mellem sygehuse, kommuner og virksomheder om at udvikle og definere nye løsninger på nye opgaver. SKS arbejder på at inddrage underleverandørerne til sygehusene i et sådant samarbejde og give dem så unikke muligheder i Slagelse at etablering i eller i umiddelbar nærhed af Slagelse virker naturlig.
Ligeledes skal udviklingsforummet gennem forskning være med til at skabe et innovativt miljø i Slagelse, der kombinerer forskellige områder og videnskaber (for eksempel fysisk sundheds indvirkning på psykiatriske sygdomme) for på den måde at fremkomme med nye tiltag. Med afsæt i forskningen udført i Slagelse vil personale inden for den psykiatriske behandling i både kommune og region kunne efteruddannes og på den måde være med til at bringe forskningen videre og gøre den praktisk anvendelig i hverdagen. På den baggrund er der taget kontakt til Region Sjælland og aktører internt i kommunen.
Psykiatrisygehuset er en unik mulighed, for at tiltrække virksomheder og forskere. Udviklingsforummet bliver et udgangspunkt for at bringe forskellige kompetencer og ressourcer sammen for på den måde at skabe nye initiativer. Med tiden vil det endda være muligt, at sikre sig international opmærksomhed, der vil kunne tiltrække udenlandske forskere og virksomheder.
En udvidelse af uddannelsesmulighederne i Slagelse er også et arbejdsområde for SKS. For nuværende arbejdes der på at afdække mulighederne for at tiltrække uddannelser med relation til sygehusverdenen. Det kan for eksempel være ingeniør, sundhedsøkonomi, professionsuddannelser og psykologi. På indledende møder har nogle uddannelsesinstitutioner givet udtryk for behovet for et studiehus og et studiehotel til brug for gæsteundervisere og udenlandske studerende.
For at udbrede kendskabet til de initiativer som Slagelse Kommune sætter i værk og hvilke muligheder der findes i Slagelse arbejder SKS løbende med at formidle de gode resultater der opnås og hvilken betydning det har for erhvervslivet, den bosiddende i kommunen såvel som potentielle tilflyttere. Til det formål er der udarbejdet en dynamisk kommunikationsplan, der skal hjælpe med at holde fokus og momentum i formidlingen.
Helhedsplan: Slagelse Sygehusby
Med det fremtidige psykiatrisygehus og udbygningen af akut sygehuset bliver der bygget ca. 50.000 m2 sygehus på en central placering i byen. Det giver anledning til at gentænke byplanlægningen i Slagelse midtby. Det kommer til at have stor indflydelse på byens forbindelsesårer og fremtidige samlingspunkter - både mentalt og fysisk. Derfor skal der planlægges for en aktiverende byplanlægning i fremtiden. Overlæggeren for arbejdet er ”bevægelse i hverdagen” = liv i byen.
Man arbejder i Sygehussekretariatet med fire fokusområder i forbindelse med helhedsplanen.
- Byomdannelse
- Intelligent transport og infrastruktur
- Bæredygtighed
- Borgerinddragelse
Vi arbejder i første omgang ud af disse fire spor, der med tiden kommer til at smelte sammen. Man kan sige, at det er en ”tragt – model”, hvor man i første omgang undersøger delelementerne for siden hen at stykke dem sammen til en helhedsplan for Sygehusbyen.
Borgerinddragelse
I Slagelse Kommune satser vi på at udvikle nye metoder for nærdemokrati. Som et led i helhedsplan: Slagelse Sygehusby bliver der igangsat et pilotprojekt hvor man satser på at inddrage unge mellem 15-19 år. Formålet med borgerinddragelsen er at få de unges bud på hvordan Slagelse midtby kan gøres mere attraktiv i forhold til kultur, leg og bevægelse.
Til efteråret skal de unge i et tæt samarbejde med politikere, embedsfolk, særlige interessenter og eksterne konsulenter – nytænke byrummet. Dette er i tråd med både Slagelse Kommunes Nærdemokrati Strategi, Vision og Kommuneplan 2013 (KP2013), der ønsker at satse på de unge som en specifik målgruppe.
Helhedsplanens hovedtemaer er Bevægelse i Hverdagen og Liv i byen. Projektet skal skabe en fælles grund, hvor de unge kan følge en konkret demokratisk proces og hvordan myndighedsarbejdet fungerer i praksis. De unge skal i samarbejde med oplægsgiveren udvikle et sæt udvalgte dogmeredskaber, der skal skabe en nytænkende byplanlægning, der kan kickstarte vores måde at tænke byrum på.
For flere oplysninger om arbejdet omkring sygehusprojektet kontakt venligst Sygehussekretariatet.
Nyhed 10. maj 2011