Et nyt kultur- og fritidshus på 400 m2 i to plan står nu klar i Stillinge som foreninger, borgere, børn og unge kan boltre sig på og få en masse hyggelige stunder i. I marts måned blev første spadestik til HUSET taget. Nu står det klart og venter kun på at blive indviet, så det for alvor kan tages i brug. Huset indvies den 22. september kl. 15.00-16.00 af formanden for Kultur- og Fritidsudvalget Ebbe Jens Ahlgren.
Gode rammer til fælles interesser
I Stillinge er der mange gode tilbud inden for idræt, spejderliv, musik m.m., og det kræver ordentlige lokaler, så man kan udfolde sig bedst muligt. Med det nye fritids- og kulturhus HUSET har borgerne nu fået rigtig gode rammer, når de mødes i fritiden og dyrker deres fælles interesser.
Nye udfoldelsesmuligheder for lokalområdets borgere
HUSET favner bredt og skal kunne bruges af alle foreninger og institutioner i Stillinge og Hejninge sogn. HUSET skal derfor bl.a. bruges til alt lige fra møder, generalforsamlinger, aften- og ungdomsskole til pensionist- og ungdomsklub og ikke mindst socialt samvær.
Ud over fritidsaktiviteter vil HUSET også kunne lægge vægge til kunstudstillinger, kultur- og musikarrangementer. Det vil næsten kun være fantasien, som sætter grænser for, hvad de 400 m2 skal bruges til.
HUSETS historie
En række engagerede, lokale ildsjæle startede idéen og tankerne bag det nye fritids- og kulturhus HUSET tilbage i 2007, og senere kom flere ildsjæle til, og projektet begyndte at tage form. I efteråret 2010 konkurrerede 5 entreprenører om, hvem der kunne bygge størst og billigst for ca. 4 millioner kr.
Det lokale entreprenørfirma, H.J. Huse, løb med sejren og har derfor stået for projekteringen og gennemførelsen af selve opførelsen. I marts blev det første spadestik taget, og den 22. september er HUSET klar til at blive indviet, så det for alvor kan tages i brug.
Stort aktiv for lokalområdet
”HUSET giver borgerne mulighed for at dyrke deres fritidsinteresser i rigtig gode rammer. Takket være Lokalrådet og deres store arbejde og ikke mindst idéer bag HUSET, vil rigtig mange borgere få gode timer i HUSET, som inden længe vil være fyldt med aktiviteter. Også lokale borgere, foreninger og ildsjæle er kommet med input til projektet. Det er ikke alle ideer og ønsker, som kunne realiseres, men jeg er sikker på, at HUSET vil blive et stort aktiv for lokalområdet”, udtaler formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Ebbe Jens Ahlgren.
Program for indvielsen
| Kl.15.00 |
Velkomst ved Lokalrådet |
| Kl. 15.10 |
Indvielse ved formand for Kultur- og Fritidsudvalget Ebbe Jens Ahlgren |
| Kl. 15.20 |
Let traktement |
Flere oplysninger
Pressemeddelelse 7. september 2011