Officiel indvielse af motionsoase ved Slagelse Bibliotek
Kom og vær med til indvielsen
torsdag den 17. november, kl. 14.00, ved Stenstuegade.
Den officielle indvielse af det nye anlæg står udvalgsformand i Sundheds- og Omsorgsudvalget, Michael Gram, for. Vi håber, at mange har lyst til at komme og høre lidt om motionsoasen og prøve redskaberne.
Fra parkeringspladsen på H. P. Hansens Plads har man sommeren igennem kunnet se undrende borgere rette blikket mod det lille anlæg ved siden af Slagelse Bibliotek og Stenstuegade.
Mange er stoppet op, og har tænkt ”Hvad sker der her?” eller ”Hvad er det der for noget?”
Man skal nemlig op på området for at se de seks gulgrønne felter, som danner grundlag for tre nedgravede trampoliner, et par klatrestativer og et hænge-ud-net, hvor kun fantasien sætter grænser for brugen.
Stedet inviterer familier og børn i alle aldre til alene eller sammen med andre ”legebørn” at få lidt bevægelse med på vejen hjem eller på vej til arbejde, skole, institution mv.
Motionsoasen, som er en af flere i købstæderne i Slagelse Kommune, har til formål at få borgere i alle aldre til at være mere fysisk aktive i hverdagen – også uden, at man skal være afhængig af faste tidspunkter i en travl hverdag.
Vi skal alle bevæge os meget mere end det moderne hverdagsliv kræver af os. De officielle anbefalinger er, at voksne skal være fysisk aktive mindst 30 minutter hver dag, og børn skal røre sig mindst 60 minutter om dagen.
Bevægelse giver en masse fordele. Man bliver gladere. Man oplever fællesskab. Man får et sundt grin. Man forebygger kronisk sygdom.
Alt dette vil kommunen gerne bidrage til via indretning af motionsoaser som sunde rammer for borgernes hverdagsliv – også til dem, som kommer forbi som besøgende. Motionsoasen skal være et attraktivt besøgsmål i Slagelse Bymidte, hvor ikke mindst mange unge under uddannelse, tænkes at ville benytte installationerne i fin samklang med ”læseoasen” i de røde biblioteksbygninger lige ved siden af.
Flere oplysninger
Hvis du har spørgsmål, kan du kontakte
- Udviklingskonsulent Ragnhild Lindsø, Center for Folkesundhed,
tlf. 58 57 40 18, ralin@slagelse.dk
Pressemeddelelse 14. november 2011
Sidst opdateret 6. december 2011