Planstrategi 2011
I Slagelse Kommune har vi nu taget hul på at revidere vores kommuneplan. Det betyder i første omgang, at vi udarbejder en strategi for kommuneplanarbejdet – altså en forløber for den kommende Kommuneplan 2013.
Vi kalder den Planstrategi 2011, og det er i den, Byrådet beskriver, hvilke temaer der vil få særlig fokus i det efterfølgende arbejde med selve kommuneplanen.
Kommuneplanen er vores fælles, overordnede redskab til at påvirke og styre, hvordan Slagelse Kommune skal udvikle sig.
Byrådets overordnede vision for Slagelse Kommune er, at her skal være plads til at leve det hele liv – hele livet. Det betyder, at du som borger i kommunen – og på ethvert stadie i dit liv – kan leve et godt liv og få tilfredsstillet dine basale behov inden for service, bolig, job, uddannelse, indkøb, oplevelser, kulturtilbud og natur. Visionen vil løbende blive udmøntet i konkrete strategier, bl.a. inden for bosætning og erhvervsudvikling – men som den første præsenterer Byrådet nu sit forslag til Planstrategi 2011.
Flere temaer
Planstrategien stiller skarpt på tre vigtige temaer, nemlig uddannelse, erhverv og bosætning. Ved at få disse indsatsområder til at spille sammen har vi mulighed for at udvikle en rummelig, alsidig og stabil kommune.
Planstrategien ser også nøjere på Slagelse by, hvor ikke mindst omfartsvejen og de nye sygehuse giver os helt nye udviklingsmuligheder.
Men også de øvrige købstæder og landområderne indgår i planstrategien.
Det er også vigtigt, at vi konstant og på alle fronter arbejder for at skabe en bæredygtig kommune. Derfor indeholder planstrategien også vores Agenda21-strategi, der formulerer, hvordan vi alle sammen kan bidrage til en bæredygtig kommune.
Se forslag til Planstrategi 2011.
Frist for kommentarer
Slagelse Byråd har den 29. august 2011 vedtaget sit forslag til Planstrategi 2011, herunder Agenda21-strategien, der er fremlagt i offentlig høring i 8 uger – frem til 9. november 2011. Den endeligt vedtagne planstrategi vil blive præsenteret inden jul.
Hvis du har kommentarer til planstrategien, er du velkommen til at sende dem på mail til planstrategi@slagelse.dk senest den 9. november 2011.
Flere oplysninger
Hvis der ønskes flere oplysninger, er I velkomne til at kontakte
- Jeanette Olsen, Tlf. 58 57 92 08.
Nyhed 9. september 2011
Sidst opdateret 14. september 2011