X-factor, Scenen er Din og talentshows er ikke kun for store børn og voksne. Det viste 18 børn onsdag den 16. marts, da de slog sig løs på gulvet, og gav alt hvad de havde i sig.
Dans, teater og sang var derfor ingen kunst at lære for de små og ivrige børn i Børnehaven Mariehønen i Korsør, da Christina fra Scenekunst lagde vejen forbi. Børnene tog imod udfordringen med liv og sjæl og fik nogle fantastiske timer, hvor der både blevet spillet teater, sunget fællessange, leget og danset til den helt store guldmedalje.
På rejse i den kunstneriske verden
Energien var i top da Christina fra Scenekunst lagde vejen forbi Børnehaven Mariehønen og gav børnene en sjov workshop. Her blev trampet, hoppet, sunget og danset, da de 18 børn på 3-6 år fordelt på to hold lod sig opsluge af den kunstneriske verden. Selvom de ikke kendte teksterne til sanglegene, var det ingen hindring! De gik til den med krum hals og bevægede sig til musikken, mens instruktøren Christina ivrigt og energisk forsøgte at engagere alle børnene og give dem en rigtig sjov og hyggelig formiddag. Det fik de helt bestemt!
Her blev både danset til Hannah Montana, leget sanglege om prinsesser og drager, spillet i band, leget navnelege og spillet teater med usynlige kostumer, som alle børnene med stor fornøjelse tog på.
Giver selvtillid og mod
Ud over at både børnene og pædagogerne i børnehaven fik en rigtig sjov formiddag og inspiration til, hvad de kan lave fremover i børnehaven af både sanglege og teater, så går børnene også hjem med meget mere oven på sådan en workshop.
”Når vi er ude og lave workshop, eller når vi underviser på vores scenekunstskoler, så er vores mål, at børnene skal føle sig veltilpas ved at tale offentligt, stå på en scene, og vise hvad de har lært, og lære færdigheder for livet. Når de har været igennem nogle af vores øvelser, så giver det dem noget selvtillid og mod på at kaste sig ud i ting. Med de større børn har flere forældre oplevet, at det har haft en positiv indvirkning på det faglige niveau f.eks. bliver nogle bedre til at læse, efter de har været med på scenekunstskolen", fortæller Christina fra Scenekunst.
Musik, rekvisitter og vand skal der til
Der er ingen tvivl om, at børnene fik en sjov og anderledes dag, da de blev introduceret til scenekunstens verden. Ud over at smilene bredte sig, og kroppen blev rørt, så var der også en god kø ved vandhanen bagefter. For man bliver altså tørstig af at både lære dans, teater og musik på bare én formiddag!
Flere oplysninger
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Kultur og Fritid.
Pressemeddelelse 17. marts 2011