Spring til indhold Spring til emnemenu Spring til områdemenu Spring til undermenu Spring til toolbox Spring til søgning

Slagelse Kommune får borgerrådgiver

Fra 1. januar har borgere i Slagelse Kommune mulighed for at søge råd og vejledning hos en uvildig borgerrådgiver, hvis de for eksempel føler sig uretfærdigt behandlet af kommunen.

Den nye borgerrådgiver hedder Lone Engly, og hvis man som borger eller virksomhed vil klage over kommunens beslutninger eller handlinger, kan hun vejlede om, hvordan man gør.

”Der er nogle klare regler for sagsbehandling, og de skal selvfølgelig overholdes. Det er jeg med til at sikre. Omdrejningspunktet for mit arbejde er borgernes retssikkerhed”, siger Lone Engly, der er uddannet jurist og har arbejdet med klagesagsbehandling i de seneste 10 år.

Borgerrådgiveren har ikke kompetence til at ændre en afgørelse, men kan vurdere om sagsbehandlingen har været i orden.

”Jeg kan ikke ændre udfaldet af en afgørelse. Og jeg tager mig heller ikke af klager over det politisk fastsatte serviceniveau eller klager over kommunens medarbejdere. Til gengæld kan jeg kritisere sagsbehandlingen, hvis der er begået fejl, og jeg kan gå tilbage til administrationen og gennemføre uddannelse af medarbejderne, hvis det viser sig, at der er et gennemgående problem”, fortæller Lone Engly.

Knap hver femte kommune i Danmark har inden for de senere år ansat en borgerrådgiver.


FAKTA

Den nye borgerrådgiver i Slagelse Kommune hedder Lone Engly, og hun har igennem 10 år arbejdet med klagesagsbehandling i det sociale nævn i Statsforvaltningen Sjælland og senest i Patientombuddet.

Lone Engly kan kontaktes på tlf. 58 57 44 86, på e-mailadressen borgerraadgiveren@slagelse.dk eller ved personlig henvendelse på rådhuset i Slagelse.

Hos borgerrådgiveren kan man

  • klage over kommunens sagsbehandling
  • få hjælp, hvis man har svært ved at forstå en afgørelse fra kommunen
  • få information og rådgivning om, hvordan man klager over kommunens afgørelser, og hvem der kan behandle klagen
  • komme med forslag til, hvordan kommunens sagsbehandling og betjening kan forbedres

Borgerrådgiveren kan ikke behandle klager over

  • det faglige indhold i kommunens afgørelser
  • de politiske beslutninger, fx om serviceniveauet i kommunen
  • ansættelsesforhold i kommunen
  • personalets optræden
  • forhold, som andre klageinstanser tager sig af

Borgerrådgiveren har tavshedspligt og skal respektere borgerens anonymitet, hvis borgeren fremsætter begæring herom, men en klage kan ikke behandles anonymt.

Borgerrådgiveren refererer direkte til kommunaldirektøren og afrapporterer kvartalsvis om sine aktiviteter.

Det er gratis for borgere i Slagelse Kommune at bruger borgerrådgiveren.

Flere oplysninger

Ønsker du flere oplysninger, så kontakt:

  • Borgerrådgiver Lone Engly, tlf. 58 57 44 86
  • Borgmester (A) Lis Tribler, tlf. 30 65 16 49


Pressemeddelelse, 21. december 2011

Sidst opdateret 21. december 2011
Printet fra www.slagelse.dk 25. maj 2012.
Ophavsretten tilhører Slagelse Kommune. Informationerne må alene bruges til egen og ikke kommerciel brug. Siden kan findes på adressen www.slagelse.dk/Nyheder/Nyhedsarkiv/2011/Slagelse+Kommune+faar+borgerraadgiver.htm