Spring til indhold Spring til emnemenu Spring til områdemenu Spring til undermenu Spring til toolbox Spring til søgning

Sommerfritidscamp byder på et væld af oplevelser

Børn og unge i Slagelse Kommune behøver bestemt ikke at kede sig, fordi det er sommerferie. I stedet for at dovne på sofaen eller sidde og spille computer, så kan børn og unge få masser af oplevelser i Oasen og Nordhallen i Slagelse, hvor der i denne uge fra mandag-fredag er sommerfritidscamp. 

Her kan børn og unge prøve alt lige  fra amerikansk fodbold, boksning og breakdance til selvforsvar, zumba og teatersport. Melder sulten sig imellem aktiviteterne, så står en række forældre klar i køkkenet til at servere en lækker fællesfrokost til både børn og forældre. Så der er ingen undskyldninger for at kede sig eller for ikke at være aktiv i sin ferie. Skynd dig ud i Ringparken og få de fedeste sommerferieoplevelser! Du skal ikke tilmelde dig - bare mød op og tag dine venner med!

Aktivitetshuset Oasen i Ringparken er, som navnet antyder, altid fuld af aktiviteter. Men i denne uge er der ekstra meget fart over felt og masser af nye muligheder for børn og unge.  En række af foreningerne rundt om i kommunen og Slagelse Ungdomsskole er nemlig rykket ind for at give børn og unge en forsmag på, hvad man kan lave, når man ikke lige går i skole, og tiden måske kan føles lidt lang. 

Motivere til aktivt fritidsliv

Center for Kultur og Fritid har i samarbejde med FOB/Ringparken arrangeret en sommerfritidscamp med sommerferieaktiviteter for alle børn og unge i Slagelse Kommune. Sommerfritidscampen er en del af kommunens projekter om at motivere alle børn og unge til at have et aktivt fritidsliv. Aktivitetsugen løber fra d. 4. juli-8.juli og foregår i Aktivitetshuset Oasen og Nordhallen.

Så uanset om du er til amerikansk fodbold, boksning, breakdance, selvforsvar, zumba eller teatersport, så er der noget for enhver smag. Programmet er bygget op således, at der er aktiviteter for de små om formiddagen og for de ældre om eftermiddagen, så alle kan være med.

Foreninger og ungdomsskolen står klar og bakker op

Der har været stor interesse og ikke mindst velvilje til at få arrangementet stablet på benene fra både foreninger og Slagelse Ungdomsskole.

”Vi ville rigtig gerne være med til at støtte op om arrangementet. Så da vi blev kontakt, fik vi med lynets hast stablet tre aktiviteter på banen, så vi kan vise børn og unge i Slagelse, hvilke muligheder de har i Ungdomsskolen. Selvom de måske ikke kommer i ungdomsskolen lige efter i dag, så har de gennem arrangementerne fået en forsmag på, hvad vi kan tilbyde dem, og så er det mere velkendt og trygt for dem, når de næste gang møder os på skolen, til et andet arrangement eller hører om os gennem deres venner og skolekammerater”, fortæller Hanne Mejlstrøm, afdelingsleder i Slagelse ungdomsskole.

Hvis sulten melder sig

Hvis du bliver sulten i løbet af dagen, så behøver du ikke finde din kedelige, flade madpakke frem. I stedet kan du nyde en rigtig lækker frokost, som forældre står og tilbereder. Fællesfrokosten er kl. 13.00 og koster kun 15 kr., så du kan sagtens invitere dine forældre på frokost, mens de kigger på de forskellige aktiviteter. Hvis ikke du allerede har været forbi, så skynd dig ud i Ringparken og få de fedeste sommerferieoplevelser! Du skal ikke tilmelde dig - bare mød op og tag dine venner med!

Læs mere om sommerfritidscampen

Se programmet og læs mere om sommerfritidscampen

Flere oplysninger

Pressemeddelelse 7. juli 2011

Sidst opdateret 14. september 2011
Printet fra www.slagelse.dk 25. maj 2012.
Ophavsretten tilhører Slagelse Kommune. Informationerne må alene bruges til egen og ikke kommerciel brug. Siden kan findes på adressen www.slagelse.dk/Nyheder/Nyhedsarkiv/2011/Sommerfritidscamp+byder+paa+et+vaeld+af+oplevelser.htm