"Sund Sørby" vinder Årets Landdistriktsindsats 2011
Konkurrencen om prisen for årets landdistriktsindsats har nu fået en vinder. Det vindende projekt hedder ”Sund Sørby”. Prisen tilfalder Sørbyområdets Lokalråd på vegne af de mange engagerede borgere i Sørbymagle.
Prisen vil blive overrakt af Flemming Erichsen, som er formand for Slagelse Kommunes Erhvervs-, Innovations-, og Arbejdsmarkedsudvalg, den 13. november 2011 kl. 9.30 – 11.30 i Sørbyhallen, Sørbymagle.
Prisoverrækkelsen vil finde sted under et familiearrangement i sportens navn for de lokale borgere. På den måde vil arrangementet leve op til ”Sund Sørby”-projektets formål, som netop handler om at samle lokalbefolkningen i aktivitet og fællesskab i området omkring Sørbyhallen.
En af grundende til at netop dette projekt har vundet prisen er, at det afspejler en positiv demokratisk proces. Flere arbejdsgrupper har arbejdet med forskellige indgangsvinkler til, hvordan man kunne forbedre Sørby Hallens indendørs- og udendørs tilbud. Arbejdet har ført til udarbejdelsen af et arkitektforslag, der viser, hvordan man kan etablere et moderne samlingspunkt for borgere i alle aldre i lokalområdet.
”Sund Sørby” er et projekt, hvor fællesskabet og et aktivt nærmiljø er grundstenene. Op imod 100 borgere har været involveret i processen for at gøre nærmiljøet bedre til glæde for lokalområdets borgere.
”At inddrage så mange borgere på den måde fortæller virkelig noget om viljen til at skabe et fælles aktivitets- og samlingspunkt i byen. Det kan være en svær og langvarig proces, og derfor er det også med stor glæde, at jeg kan overrække ”Sund Sørby” prisen for årets landdistriktsindsats”, siger Flemming Erichsen.
”Sund Sørby” vil modtage en messingplade med indgraveret titel og årstal, et beløb på 10.000 kr. og et træ til udplantning på et fællesareal.
Slagelse Kommune ønsker Sund Sørby tillykke med prisen.
Flere oplysninger
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte
Pressemeddelelse 27. september 2011
Sidst opdateret 27. september 2011