Onsdag den 12. oktober fejrer svømmehaller rundt om i landet i samarbejde med Gigtforeningen ”Store Vanddag”. Derfor inviteres danskerne gratis i svømmehallen til en omgang AquaPunkt-træning. Træning i vand kan forebygge ømme led og muskler.
En ny undersøgelse viser, at kun hver fjerde i Region Sjælland har prøvet at lave øvelser i vand, selvom syv ud af ti har prøvet at have muskelsmerter. Det vil Slagelse og Korsør Svømmehal sammen med Gigtforeningen nu lave om på! Læg vejen forbi en af svømmehallerne og prøv træningsformen AquaPunkt, som giver øget styrke, smidighed og velvære. Træningen er ideel til at lindre og forebygge ømme led og muskler.
Meld dig til Store Vanddag
Det tager få sekunder, men kan blive en årelang investering i dit helbred og velbefindende. Gå ind på Facebook.com/Gigtforeningen, og tilmeld dig Slagelse eller Korsør Svømmehal. Så kan du komme gratis i svømmehallen onsdag den 12. oktober og prøve træningsformen AquaPunkt.
Hvad er Store Vanddag?
Gigtforeningen står bag Store Vanddag, som afholdes på Den Internationale Gigtdag. Tilbuddet skal få danskernes øjne op for AquaPunkt, som er et skånsomt og effektivt træningskoncept for alle, som er udviklet af Gigtforeningen i samarbejde med Dansk Svømmebadsteknisk Forening med støtte fra TrygFonden.
”AquaPunkt er en stor succes blandt vores gæster. De synes, det er sjovt, men også effektivt og styrkende. Mange kender stadig ikke til de gode egenskaber ved vandtræning, og vi håber derfor, at vi kan få lokket danskerne til at prøve det ved at tilbyde en gratis tur i svømmehallen. Vores erfaring er nemlig, at er man først begyndt, bliver man hurtigt afhængig”, siger livredder Netta Michael fra Slagelse Svømmehal, som er uddannet i øvelserne og derfor kan kalde sig AquaCoach.
AquaPunkt forebygger ømme led og muskler
Siden 2009 har danskerne haft mulighed for at træne AquaPunkt, som består af en række redskaber og en serie enkle øvelser i vand for både arme, skuldre, lænd, mave, hofter og ben. Træningsformen er udviklet for at hjælpe på ømme led og muskler, og den nye undersøgelse fra Gigtforeningen om danskernes holdning til vandtræning viser, at initiativet falder på et tørt sted.
”Vi ved, at AquaPunkt er en skånsom metode til at forebygge ømme punkter. Vores nye undersøgelse af danskernes holdning til motion og træning i vand viser imidlertid, at danskerne ikke ved, at træning i vand både styrker kroppen og forebygger smerter. Derfor vil vi bruge Den Internationale Gigtdag på at sætte fokus på fordelene ved vandtræning”, udtaler Gigtforeningens direktør Lene Witte.
Tag en tur forbi en af svømmehallerne
Både Korsør og Slagelse Svømmehal deltager i Store Vanddag. Læg vejen forbi en af svømmehallerne, og prøv AquaPunkt:
- Slagelse Svømmehal har gratis entre kl. 11.15 – 13.00, og varmtvandsbassinet er åbent fra kl. 11.00 – 12.00.
- Korsør Svømmehal har gratis entré kl. 13.00-14.00
Flere oplysninger
- Slagelse Svømmehal: Virksomhedsleder / AquaCoach, Jimmie Bjørch, tlf. 58 55 17 10 eller svommehal@slagelse.dk
- Korsør Svømmehal: Virksomhedsleder, Arne Jensen, tlf. 58 37 50 44 eller livreddere og aqua-coach Cecilie, Lotte Murat eller Jesper på tlf. 58 37 50 44 -1
Pressemeddelelse 29. september 2011