Vækstfabrikken på Willemoesvej bliver ved at spire
Torsdag den 22. september blev der på Vækstfabrikken på Willemoesvej i Slagelse afholdt et meget velbesøgt arrangement - en ”Kapital-cafe”. 40 interesserede mødte op for at høre om mulighederne for at skaffe kapital til deres nystartede virksomhed, eller startkapital, til at komme i gang. En del af de fremmødte fik efterfølgende mulighed for at tale i enerum med oplægsholderne, der bredt repræsenterede kapitalverdenen.
”Der var indbudt et bredt panel af professionelle rådgivere, bl.a. fra banker, Business Angel og investorer, der på bedste vis fik fortalt om de forskellige muligheder der er for at komme i gang”, fortæller projektkonsulent Bolette Trier.
Vækstfabrikken oplever i øjeblikket stor fremgang i antallet af nye beboere. Pr. 1. oktober er 15 ud af 20 mulige pladser besat, hvilket er en stor succes. ”Bare siden sommerferien har vi oplevet en stor interesse for at komme ind på Vækstfabrikken. Vi har sagt velkommen til 5 nye beboere, og flere har vist positiv interesse for at blive en del af dette spændende og udviklende miljø. Bl.a. har en valgt at flytte sin firmaadresse fra Østjylland til Slagelse, netop pga. af den centrale placering og de muligheder der er på Vækstfabrikken her”, fortæller projektkonsulent Bolette Trier.
Vækstfabrikanterne har mulighed for at have kontor på Vækstfabrikken i op til 3 år, og her få et skræddersyet vækstforløb, hvor de bliver klædt på til at fokusere på deres vækst, og de udfordringer der naturligt følger med at være nystartet iværksætter. ”De får støtte og vejledning, gennem professionelle konsulenter fra Væksthus Sjælland, hvilket gerne skulle give dem øgede kompetencer indenfor strategi, økonomi, markedsføring, salg og personligt lederskab. Senere i forløbet tilknyttes de en erfaren mentor, ligesom der gennem hele forløbet er et stærkt fagligt netværk, at trække på. På Vækstfabrikken er der gode kontorfaciliteter, med netopkobling, og hvad der ellers kræves af en professionel kontorplads. Samlet set giver dette rigtig gode muligheder for, at vækstfabrikanterne kan koncentrere sig om udviklingen i deres nystartede eller nyere startede virksomhed” fortæller Bolette Trier.
De brancher der er repræsenteret på Vækstfabrikken, er af vidt forskellig karakter, og repræsenterer et stort spekter af hele erhvervslivet. Alle vækstfabrikanter har været gennem en screeningsamtale, hvilket kræves for at komme ind på Vækstfabrikken. Denne screeningssamtale afholdes af en konsulent fra Væksthus Sjælland og den lokale delprojektleder, der sammen vurderer vækstpotentialet hos iværksætteren.
Vækstfabrikken er et EU støttet projekt under Væksthus Sjælland. Slagelse kommune valgte i 2010 at gå ind i dette projekt og samarbejder nu med Væksthus Sjælland om dette. Vækstfabrikken åbnende 1. april 2011, sammen med Slagelse Kommunes afdeling for Innovation og Erhvervsudvikling, på Willemoesvej 2C i Slagelse.
Flere oplysninger
Hvis du ønsker flere oplysninger, er du velkommen til at kontakte:
Projektkonsulent Bolette Trier, tlf.nr. 58 57 90 59, e-mail bonis@slagelse.dk
Pressemeddelelse 23. september 2011
Sidst opdateret 3. oktober 2011