Hvordan involverer og engagerer man elever i 8. klasse til at interesse sig for at se verdenslandene i en større sammenhæng? Reflektere over betydningen af forskellige kulturer? Eller vurdere sociale og kulturelle forskelle?
Opgaven er ikke nem, men lykkedes dog bestemt, da reggaemusikere fra Ghana, Danmarks anerkendte producer Pharfar, breakdancere fra Uganda og hiphoppere fra Libanon og Palæstina lagde vejen forbi skoler i Slagelse, Korsør og Skælskør. Her blev den almindelige undervisning skiftet ud med skolekoncert og workshops, så eleverne blev introduceret til kulturudviklingsarbejde og udviklingsbistand på en ny og personlig måde, som gav eleverne mulighed for at danne nye billeder af landene og se dem i en større sammenhæng.
Verdensbilleder i bevægelse
I 2011 har undervisningsprogrammet ”Verdensbilleder i Bevægelse” været gennemført i samarbejde med 10 kommuner spredt over hele landet for at introducere danske elever til kulturudviklingsarbejde og udviklingsbistand på en ny og personlig måde, som giver dem mulighed for at danne nye billeder af udviklingslande.
I september og oktober var turen så kommet til de unge i Slagelse, som skulle have ny viden om kunst og kultur fra udviklingslandene. Men hvordan gør man det, så det fanger de unge? Det gør man ved at invitere udenlandske kunstnere fra en række udviklingslande til at lave workshop inden for en række kunstneriske genrer i samspil med danske kunstnere. Derfor har eleverne på tre skoler i Slagelse Kommune haft en noget anderledes skoledag den 5. september og den 3. oktober.
Rap er andet end bander og bling bling
5. september var der hip hop female power workshop på skoleskemaet i 8. klasse på Skælskør Skole, hvor Venus fra Libanon og 3arab eye præsenterede eleverne for stærke, selvstændige, kreative og super musikalske rappere fra mellemøsten. Her fik eleverne set, at rap ikke behøver være en gangsta livsstil med bling bling og bander, men at rap i mange lande uden for Vesten arbejder med et budskab om åbenhed, sammenhold og det at se bagom hinandens hudfarve, kultur og sociale baggrund.
Breakdance og rap ”African Style” flytter grænser
3. oktober prøvede elever fra 8. klasse på Broskolen i Korsør kræfter med breakdance i en workshop med Bayimba Network fra Uganda og Breakpoint/Ghetto Gourmet fra Danmark. Til workshoppen hørte eleverne om breakdance og rap som genre, om Uganda som land med fokus på ungdomskulturen samt om den rolle som Bayimba Network spiller for at samle op på og udvikle unge og underprivilegerede talenter inden for dans og rap. Endelig fik eleverne virkelig sved på panden, da de blev kastet ud i at lære breakdance og rap ”African Style” med kunstnerne fra Uganda og Danmark.
Kologomusik og reggae på programmet
3. oktober skiftede eleverne i 8. klasse på Nørrevangsskolen i Slagelse undervisningen ud med en musikworkshop med King Avisoba og band fra Ghana samt den anerkendte danske producer, musiker og sanger inden for reggae, dancehall, dub og afro, Pharfar. Her hørte eleverne om Frafra kulturen, stammen hvor den ghanesiske musikstjerne King Ayisoba kommer fra, og hans kologo-musikalske baggrund, så eleverne fik et indblik i musikkens rolle i samfundet, dens forhold til religion, og om traditioner der overleveres fra generation til generation. Samtidig arbejdede kunstnerne og eleverne sammen i et kreativt forløb omkring samspil, kor, musik og dans.
Koncert med verdensmusik rundede af
Rækken af workshops og målet med at flytte på unges kulturopfattelser og verdensbilleder sluttede med en verdensmusikkoncert på badeanstalten i Slagelse, hvor eleverne fra 8. klasse på Nymarkskolen og Nørrevangsskolen i Slagelse oplevede King Ayisoba med band. Her rejste eleverne med ind i en verden af funky Ghana-afrobeat og spirituel Kologo-musik, hvor sangen konstant gled ind og ud mellem engelsk, twi og frafra. Selvom 8. klasseelever kan være svære at engagere, så lykkedes det bestemt kunsterne at fastholde de unges interesse, og bandet modtog også stort bifald efter hvert nummer. Selv mobiltelefonerne var pakket væk for en stund, på nær når musikoplevelsen skulle filmes og fotograferes, så den gode oplevelse kunne gemmes for eftertiden og nydes igen og igen.
Godt udbytte af en anderledes skoledag
”Forløbet med workshop og den afsluttende koncert har fungeret rigtig godt og givet eleverne en række meget anderledes oplevelser og indtryk. Målet med at give eleverne de anderledes oplevelser var overordnet set at arbejde med elevernes verdensbilleder. Gennem de forskellige workshops har eleverne set verden i en større sammenhæng og tænkt over de sociale og kulturelle forskelle. Vi har stillet eleverne over for nogle helt andre udfordringer, som de har taget godt imod. Ikke mindst workshoppen på Nørrevangsskolen med Pharfar var et rigtig stort hit, hvor eleverne fik et godt samspil med bandet, inden de skulle opleve dem i skolekoncerten på Badeanstalten”, fortæller integrationskoordinator Michala Holm Faber fra Center for Kultur og Fritid, som har været tovholder og koordinator på projektet i Slagelse.
Flere oplysninger
Pressemeddelelse 5. oktober 2011