Simones galleri - Korsør i nye farver
Lørdag den 26. november åbnede Simones Galleri i Korsør. Åbningen blev markeret med en reception med omkring 100 besøgende. Åbningen af galleriet kan betegnes som en succes – for kunstneren, for Korsør by og Slagelse Kommune.
Simone bød smilende og stolt sine gæster inden for i sit nyåbnede galleri, og tilbød vin og snacks, og alle der kom forbi kan bevidne at Korsør lever. Her er der kultur på højt plan.
Simone Søndergaard er født og opvokset i New York City, USA, og hun kom til Danmark for 4 år siden. Hun har altid været interesseret i kunst og har malet og tegnet siden hun var teenager, og det er grunden til at hun valgte at læse kunst og litteratur i New York.
Lige så længe som Simone har været interesseret i kunst, har det også været en drøm at åbne eget galleri, og med støtte fra hendes mand Henrik Søndergaard og fra Slagelse Kommunes afdeling for Innovation og Erhvervsudvikling, blev det endeligt en realitet. Simone udtaler, ”Man kan sagtens lære en gammel hund nye tricks, og jeg har lært rigtigt meget af mit samarbejde med kommunen. Jeg er yderst tilfreds med deres støtte”.
Slagelse kommune arbejder aktivt hen imod at være et attraktivt sted både inden for erhverv, turisme og kultur. Simones galleri dækker alle disse tre områder. Det er én af grundene til at Slagelse Kommunes afdeling for Innovation og Erhvervsudvikling har støttet hende hele vejen.
"Det var en lærerig proces at kaste sig ud i. Det er jo et helt anderledes produkt end de traditionelle, vi plejer at arbejde med. Det er en kunst i sig selv at leve af kunst", udtaler Jonas Ghiyati, iværksætterkonsulent fra Slagelse Kommune. Jonas har vejledt Simone i forbindelse med forretningsplan, budgetter, markedsføring osv., hvilket er en service kommunen tilbyder gratis.
Galleriet har været åben i få dage, og der er allerede blevet solgt 7 værker. Det er over al forventning, og viser at der er et marked for kultur og kunst i Korsør. Til receptionen var der fuldt hus og god stemning, og der blev snakket på kryds og tværs af lokalet. Der var oprigtig interesse for galleriet, og det har givet Simone blod på tanden til at fortsætte og udvikle. Fremtidsplanerne er, at galleriet også skal fungere som atelier, og allerede nu bruger Simone lokalerne til at male i, inden for galleriets åbningstider.
Der er i galleriet mange flotte billeder, i forskellige stilarter. Der er også mulighed for specialbestillinger både inden for stilart og motiv. Der er kunst for enhver smag, og priser som alle kan betale. Simone er dedikeret til at yde en indsats for at højne kulturen i lokalområdet, og vil gerne gøre kunst mere synligt i byen og regionen. Derfor er hun en del af Kabeldepotet i Korsør, som er et samlingssted for områdets kunstnere, og er medlem af kunstnergruppen ”Ad Libitum” der også bruger Kabeldepotet som atelier.
Hvis du ønsker flere oplysninger, er du velkommen til at kontakte:
- Jonas Ghiyati, Iværksætterkonsulent, Innovation og Erhvervsudvikling, telefon 24 78 98 88
Pressemeddelelse, 30. november 2011
Sidst opdateret 30. november 2011