Spring til indhold Spring til emnemenu Spring til områdemenu Spring til undermenu Spring til toolbox Spring til søgning

Møde om bæredygtig byudvikling i Slagelse

Slagelse Kommune er gået i gang med planlægningen af et ca. 60 ha stort byområde ved Valmuevej i Slagelses nordlige udkant.
 
Planlægningen indledes med en idéfase, hvor alle interesserede inviteres til at bidrage med gode idéer om bæredygtig byudvikling, der er temaet for udviklingen af den nye bydel.  

For at få idéer er der ofte behov for ny inspiration.

Derfor inviterer Slagelse Kommune til et inspirationsmøde på Slagelse Bibliotek, torsdag den 12. januar, kl. 19.00.  

Her vil Søren Smidt-Jensen, der er kulturgeograf, PhD, og projektleder i Dansk Arkitektur Center, fortælle om erfaringerne med 'sustainable cities' - bæredygtige byer - i hele verden. 

Efterfølgende vil seniorkonsulent, Hanne Wiemann Nielsen, fra konsulentvirksomheden Orbicon vise eksempler på, hvordan man i praksis kan skabe byer og boliger i samklang med naturen og i respekt for miljøet.

Undervejs vil Niels Jørgensen, udvalgsformand for Plan- og Byggeudvalget, og byplanarkitekt, Ole Lund Sørensen, fortælle om Slagelse Kommunes visioner for planlægningen i Valmuevejområdet.  

Mødet afholdes i den store mødesal på Slagelse Bibliotek og er åbent for alle interesserede. Der er gratis adgang, og tilmelding er ikke nødvendig.

Se hele programmet her.  

Inspirationsmødet markerer samtidig starten på den idéfase, der varer til og med den 13. februar. I den periode vil Slagelse Kommune gerne høre fra alle, der har idéer til, hvordan man kan skabe en sund og bæredygtig byudvikling - ikke bare i Slagelse men i hele kommunen.

Alle er velkomne til at sende forslag, tanker og idéer ind. Temaer kan f.eks. være nye boformer, klimatilpassede boliger, energibesparende løsninger, miljørigtig trafik, sundhedsfremmende udearealer og meget andet.  

Du er velkommen til at kontakte byplanarkitekt, Ole Lund Sørensen, olels@slagelse.dk, hvis du vil vide mere om projektet. 

Nyhed 5. januar 2012
Sidst opdateret 5. januar 2012
Printet fra www.slagelse.dk 25. maj 2012.
Ophavsretten tilhører Slagelse Kommune. Informationerne må alene bruges til egen og ikke kommerciel brug. Siden kan findes på adressen www.slagelse.dk/Nyheder/Nyhedsarkiv/2012/moede+om+baeredygtig+bydel+i+slagelse.htm