Spring til indhold Spring til emnemenu Spring til områdemenu Spring til undermenu Spring til toolbox Spring til søgning

Slagelse Kommune spørger borgerne

Slagelse Kommune er nu midt i idéfasen om Tidselbjergets udvikling. Tidselbjerget er navnet på projektet om bæredygtig byudvikling nord for Valmuevej i Slagelse.

Her er det planen, at der inden for 20-25 år skal bygges omkring 500 boliger i et nyt boligområde, der udvikles med særlig respekt for naturen og det flotte landskab.  

Idéfasen blev indledt med et velbesøgt inspirationsmøde tidligere på måneden.

Næste arrangement er den 6. februar, hvor Slagelse Kommune afholder en workshop for 20-25 deltagere.

Målet er at få belyst en række temaer, der alle handler om, hvilke krav vi fremover vil stille til det sted, vi bor. I praksis skal deltagerne spille et byplanspil, der i sidste ende vil munde ud i en række håndgribelige idéer til udviklingen af Tidselbjerget.  

Der er fortsat enkelte ledige pladser, og hvis man har gjort sig nogle tanker om bæredygtig byudvikling, kan man kontakte byplanarkitekt, Ole Lund Sørensen, olels@slagelse.dk, for at melde sig til.

Workshoppen varer fra kl. 16 til 21.30 og afholdes i Slagelse.  

Men der er også andre muligheder for at dele sine tanker om udviklingen af et af Slagelses mest spændende, nye boligområder. For første gang har Slagelse Kommune nemlig taget Facebook i brug.  

- Hvis projektet om bæredygtig byudvikling skal lykkes, skal vi alle sammen, både Slagelse Kommune, borgerne og fremtidige bygherrer, være indstillede på at tænke i nye baner.

Derfor er det nærliggende, at vi griber hele opgaven lidt anderledes an end normalt. Vi er åbne for at tage lidt utraditionelle midler i brug, og vi har denne gang valgt at oprette en Facebook-side, hvor vi giver borgerne mulighed for at kommunikere med kommunen og hinanden om projektet, fortæller planchef, Tine Christiansen.

Alle er velkomne til at deltage i debatten om Tidselbjergets fremtid på www.facebook.com/tidselbjerget.    

Hvis man har idéer eller forslag til bæredygtig byudvikling i Slagelse Kommune – og ikke vil bruge Facebook – er der selvfølgelig også mulighed for at sende sine tanker frem på mere traditionel vis, enten på mail til plan@slagelse.dk  eller med post til Slagelse Kommune, Planlægning, Caspar Brands Plads 6, 4220 Korsør.

Der er ingen krav til formen, men sidste frist for indsendelse af idéer er den 13. februar, hvor idéfasen slutter. Herefter vil forslagene blive sendt videre til Plan- og Byggeudvalget, og i marts går den egentlige planlægning af området i gang. 

Flere oplysninger

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Planlægning

Pressemeddelelse 1. februar 2012

Sidst opdateret 2. februar 2012
Printet fra www.slagelse.dk 25. maj 2012.
Ophavsretten tilhører Slagelse Kommune. Informationerne må alene bruges til egen og ikke kommerciel brug. Siden kan findes på adressen www.slagelse.dk/Nyheder/Nyhedsarkiv/2012/slagelse+kommune+spoerger+borgerne.htm