 |
Beskeder/tavler |
Hver stue har en tavle, hvor informationer/beskeder og dagens oplevelser skrives på. Det er en god ide at læse på tavlen dagligt, da der her kan være vigtige oplysninger, eller ændringer af månedsplanen.
Fordøren ved indgangen bruges, som en slags opslagstavle. Her giver vi meddelelser som vedrører alle forældre i huset bl.a. omkring sygdom – nyt personale – fælles arrangementer m.m.
 |
Cykeldag |
Den sidste fredag i måneden er det cykeldag. Dvs. at jeres barn kan medbringe egen cykel i børnehaven. Der skal benyttes cykelhjelm, hvis barnet har en cykelhjelm.
 |
Drikkevarer |
Vi serverer mælk til morgenmad og vand til frokost og til frugt. Børn skal ikke selv medbringe drikkelse. Vuggestuebørnene får også mælk til frokost.
Når vi opfordrer til at have drikkedunk med er det med vand i, og kun vand.
Ved specielle lejligheder (fødselsdage og lignende) kan vi få saftevand.
 |
Forældresamtaler |
Som forældre tilbydes en samtale ca. 3 måneder efter barnet er startet i børnehaven.
Derudover afholder vi forældresamtaler 1 gang om året, eller efter behov. Er der emner eller bekymringer, I ønsker at drøfte med os, er I altid velkomne til at kontakte personale for en samtale. Det samme gælder fra vores side; at vi kontakter jer, hvis der opstår behov for en grundigere snak, end der kan klares ved afhentning/aflevering.
 |
Fravær |
Vi beder jer ringe til børnehaven, hvis jeres barn af en eller anden grund ikke kommer i børnehave.
Ved sygdom bedes I kontakte personalet af hensyn til opslag omkring eventuel smitterisiko osv.
 |
Fødselsdag |
Barnets fødselsdag er en vigtig dag, og vi vil gerne fejre barnet sammen med de øvrige børn. Det gør vi med flag, sang og sanglege fra stuen.
Fødselsdagsbarnet må gerne medbringe f.eks. boller – kage – flødeboller eller andet se kostpolitik.
Vi kommer også gerne hjem til jer og fejrer barnet hjemme. Aftal med personalet på stuen.
 |
Glemt tøj |
Vi lægger glemt tøj og sko uden navn, i glemt-tøj-kasserne på gangen ved kontoret og ved Trolde/Alfestuen.
Skulle I mangle noget, så prøv også tørreskabene.
 |
Goddag og farvel |
Det er meget vigtigt, at I husker at sige goddag og farvel til en voksen fra børnehaven.
Det er meget ubehageligt for os voksne, at et barn pludselig er hentet uden et farvel. Det er også væsentligt, at personalet ved, hvem der har fulgt barnet i børnehave.
Husk også at give besked, hvis der er andre, der henter jeres barn, og de skal også sige farvel til personalet.
 |
Gymnastik |
Vi er så heldige at kunne benytte Oliemøllens gymnastiksal hver mandag kl. 9.00 – 11.00.
Det er forskellige børnesammensætninger, der benytter salen.
 |
Legetøjsdag |
Hver fredag er det legetøjsdag, hvilket vil sige, at barnet kan medbringe eget legetøj i børnehaven. Det er selvfølgelig på eget ansvar, og vi henstiller til at barnet medbringer et stykke legetøj og ikke posefulde af legetøj.
Husk også navn på legetøjet.
 |
Morgenmad |
Vi tilbyder morgenmad indtil kl. 7.30, hvis barnet ikke har mulighed for at spise hjemmefra.
Vi har havregryn – rugbrød – havregrød.
 |
Navn i alt |
Vi har plads til mange børn i Rumlepotten, og kan derfor ikke kende alle børnenes tøj.
Derfor skal der være navn i alt tøj og fodtøj.
Hvis vi finder tøj med navn i på legepladsen eller andre steder, lægger vi det på barnets garderobe, når vi lukker børnehaven.
Husk at tømme garderoben helt hver fredag, så der kan blive gjort rent.
 |
Skiftetøj |
Jeres barn skal have mindst 1 sæt skiftetøj (bukser, bluse, strømper, undertøj) og indesko med i børnehaven. Ligeledes er det vigtigt at have regntøj, gummistøvler, og overtøj/sko med efter årstiden.
 |
Slik |
Det er ikke tilladt at have slik med i børnehaven.
Ved særlige lejligheder eks. fødselsdag kan aftales undtagelser med personalet.
 |
Ture |
Vi tager tit på ture ud af huset, det kan være gåture i området eller en lidt længere tur. Nogle ture er planlagte, andre opstår spontant, når muligheden er til stede.
Derfor er det vigtigt, at børnene er afleveret kl.9.00.
Hvis du ikke kan nå at aflevere til kl.9.00, er det afgørende for både barn og personale, at du giver besked til personalet på stuen.