Spring til indhold Spring til emnemenu Spring til områdemenu Spring til undermenu Spring til toolbox Spring til søgning

Sundhedsprofil

  Her kan du finde oplysninger om de to sundhedsprofiler, der er udarbejdet for kommunen.

Om sundhedsprofil 2010

Alle landets kommuner har i 2010 gennemført en undersøgelse af borgernes sundhed. I sundhedsprofilen oplyser borgerne om deres sundhedsadfærd i forhold til rygning, fysisk aktivitet, madvaner og alkoholforbrug, deres ønske om at ændre vaner, selvvurderet helbred, trivsel og kroniske sygdomme.

Der er nu udgivet sundhedsprofiler for hele landet, den enkelte region og den enkelte kommune.

Der kan på www.sundhedsprofil2010.dk sammenstilles data på både nationalt, regionalt og kommunalt niveau.
 
Næste sundhedsprofil foretages i 2013, og det vil således være muligt at se eventuelle ændringer over tid.

Publikationer

Om Slagelse Kommunes sundhedsprofil

  • Slagelse i forhold til Region Sjælland 
    Slagelse Kommune befinder sig i den laveste socialgruppe (socialgruppe 3) blandt kommunerne i Region Sjælland. Alligevel befinder kommunen sig på de fleste indikatorer på gennemsnittet i regionen – på nogle ligger vi bedre end gennemsnittet, på andre lidt under. Dette er bedre end forventet, idet socioøkonomiske forhold har stor betydning for borgernes sundhedstilstand.  

  • Slagelse i forhold til Danmark
    På de fleste indikatorer ligger Slagelse Kommune dårligere end landsgennemsnittet (dog undtaget indikatorer relateret til alkoholforbrug). Det vil sige, sundhedstilstanden og sundhedsadfærden i Slagelse generelt er dårligere end på landsplan. Nedenfor følger en kort gennemgang af centrale indikatorer. Gennemgangen er generel og går ikke i dybden med de enkelte indikatorer:

  • Sundhed og helbredsrelateret livskvalitet
    Flere borgere i Slagelse Kommune end på landsplan er generelt stressede og nervøse, og en stor del føler, at hverdagens problemer ofte hober sig op.

  • Rygning
    En stor del af borgerne ryger dagligt, og der er mange storrygere. En relativt stor del af borgerne i kommunen ønsker at stoppe med at ryge.

  • Fysisk aktivitet
    Borgerne i Slagelse kommune er generelt mere inaktive end landsgennemsnittet, og samtidig er ønsket om at være mere fysisk aktiv ikke stort.

  • Alkoholforbrug
    Alkoholvanerne i kommunen er bedre end landsgennemsnittet.
     
  • Kost
    Kostvanerne er dårligere end på landsplan, og samtidig er der ikke så stort et ønske om at spise sundere.
     
  • Overvægt
    Næsten halvdelen af borgerne i kommunen er overvægtige. Mange har et ønske om at tabe sig.

  • Kroniske sygdomme
    57 % af borgerne i Slagelse Kommune har en kronisk lidelse. Andelen af borgere indenfor de enkelte kroniske lidelser er højere i kommunen end på landsplan, bortset fra knogleskørhed. Især gigt, kronisk bronkitis og forhøjet blodtryk ligger højt.

  • Smerter og ubehag
    En stor del har smerter i bevægeapparatet, men ikke så mange føler træthed og har søvnbesvær.
     
  • Sygefravær
    En stor del af borgerne har haft langvarigt sygefravær indenfor det seneste år.

Slagelse 2010 i forhold til 2006

I 2006 gennemførte kommunen en undersøgelse af borgernes sundhedstilstand. Trods metodiske forbehold, idet at undersøgelserne har haft forskelligt set up og forskellig databearbejdning, kan nogle indikatorer alligevel sammenholdes. Eksempelvis er antallet af dagligrygere faldet fra 31 til 24 % i kommunen, og andelen af svært overvægtige er nogenlunde stabilt, hvilket kan siges at være tilfredsstillende, qua den generelle stigning i befolkningens vægt på landsplan. Der er dog stadig mange overvægtige – 49 % i kommunen mod 46,7 % på landsplan.

Social slagside – social ulighed i sundhed

Generelt for sundhedstilstanden gælder det, at bagvedliggende forhold har stor betydning. Blandt andet ses en dårligere sundhedstilstand og mere risikabel sundhedsadfærd blandt borgere med kort uddannelse, blandt borgere med manglende tilknytning til arbejdsmarkedet og blandt borgere med ikke-vestlig baggrund.  

Kommunen har således en stor udfordring med befolkningens sundhedstilstand. Rammerne, beskrevet i sundhedsstrategien, giver et godt grundlag for at fortsætte og intensivere sundhedsindsatsen i kommunen, således at vi måske kan begynde at se forbedringer i næste sundhedsprofil om 3 år.  

Flere oplysninger

Hvis du ønsker flere oplysninger, kan du kontakte udviklingskonsulent Lasse Borre i Folkesundhed

Sidst opdateret 22. marts 2012
Printet fra www.slagelse.dk 25. maj 2012.
Ophavsretten tilhører Slagelse Kommune. Informationerne må alene bruges til egen og ikke kommerciel brug. Siden kan findes på adressen www.slagelse.dk/Sundhed/Sundhedsinformation/Sundhedsprofil/Sundhedsprofil.htm