Spring til indhold Spring til emnemenu Spring til områdemenu Spring til undermenu Spring til toolbox Spring til søgning

Miljø og kost

Genbrug i SydbyenEn grundlæggende holdning i Sydbyen er, at vi udvikler den grønne politik i et tempo, der passer til netop vores institution. Med dette som udgangspunkt når vi hvert år et skridt videre, samtidig med at personale og børn kan nå at følge med i udviklingen.

For at vi kan kalde os en grøn institution har vi fokus på følgende punkter:
Vi har en grøn målsætning i virksomhedsplanen.
Vi har en grøn indkøbspolitik. Vi sorterer affald.
Vi praktiserer genbrug, hvor det er muligt.
Vi arbejder på at reducere energi- og vandforbrug.
Vi inddrager miljøhensyn i det pædagogiske arbejde.

Vi er godt på vej!

Mælkeprodukter er altid økologiske.
Fødevarer, frugt og grøntsager er som udgangspunkt økologiske, men her går varens kvalitet generelt altid forud for økologien.
Kan vi ikke få økologiske fødevarer i en god kvalitet købes primært danske produkter - således også frugt og grøntsager uden kemi og kødvarer med laveste fedtprocent.

Vi har etableret en miljø – ø, der er placeret tæt ved institutionen, og vi sorterer derfor nemt og bekvemt aviser, blandet papir, glas, flasker samt batterier.
Vi sorterer også jern og metal.
Vi sorterer også affald ved spise og køkkenbordet! Der er 2 bøtter på bordet, en grøn til bioaffald og en mørk/sort til restaffald. Vi opfordrer forældrene til, at begrænse brugen af stanniol som madpapir. Er der brugt stanniol i madpakken vil vi sende dette med hjem igen.
Vi indkøber ikke stanniol til brug i køkkenet! 
Vi sorterer naturligvis også kemiske produkter, maling med videre. Farvepatroner fra printere og kopimaskiner indsamles særskilt. Papirvarer er for størstepartens vedkommende miljømærket ligesom beskæftigelsesmaterialerne i størst mulige omfang er miljøvenlige.
Vi har med ganske få undtagelser miljøvenlig rengøring uden kemikalier, som giver bedre rengøring, bedre indeklima, mindre vandforbrug og ikke mindst bedre arbejdsvilkår for vort rengøringspersonale.
Elpærer erstattes løbende med lavenergipærer hvor dette er muligt, og toiletter udskiftes løbende med lavtskyllende produkter.

Personalet i Sydbyen er hele tiden opmærksomme på hvilke vaner vi har, nye miljøtiltag, hvordan vi bedst muligt handler i forhold til miljøet og endelig, hvordan vi kan inddrage dette i det pædagogiske arbejde. 

Madpakker

Det er institutionens og forældrebestyrelsens holdning, at det er forældrenes ansvar at sørge for en sund madpakke til barnet. Selvfølgelig accepteres slik i madpakken ikke! Husk det er ok at sige nej til dit barn....Bliver personalet opmærksomme på en uhensigtsmæssig madpakke, så taler de naturligvis med de pågældende forældre. Få gode tips og ideer på alt om kost!(se også slikpolitikken herunder).
Giv barnet en ekstra mad eller frugt med til mellemmåltidet om eftermiddagen.

Slikpolitik

I samarbejde med forældrebestyrelsen har vi vedtaget en slikpolitik som betyder, at slik er uønsket. Når et barn holder fødselsdag i institutionen, kan det fejres med flødeboller, is eller kage – som dog gerne må pyntes med lidt slik, samt saft eller sodavand. Det samme gælder, hvis et barn bliver storesøster eller storebror. Ved alle andre lejligheder, for eksempel ferie eller afslutning er is, kage eller slik ikke velkomment. Barnet kan uddele frugt, popcorn eller boller. Snak gerne med personalet, som måske kan hjælpe med nogle gode ideer. Det er dog således, at personalet ved ganske særlige lejligheder kan dispensere for slikforbuddet.
Sidst opdateret 28. oktober 2011
Printet fra Sydbyen 25. maj 2012.
Ophavsretten tilhører Børneinstitutionen Sydbyen. Informationerne må alene bruges til egen og ikke kommerciel brug. Siden kan findes på adressen Sydbyen/Sydbyen/Profil/Miljo+og+kost.htm