Del 1: Ønsker man som beboer at få hastighedsdæmpet sin private fællesvej, skal dette ske via skriftlig kontakt til Slagelse Kommune.
I bør inden sikre, at de øvrige grundejere bakker op - også til finansieringen.
Er der en klar tilslutning fra grundejerne, skal I som beboere lave et skitseprojekt ud fra reglerne i
Vejdirektoratets hæfte om fartdæmpere.
Skitseprojektet skal bestå af tegninger, der beskriver hvilken type hastighedsdæmpere, der ønskes, og hvor de skal placeres. Projektet skal også beskrive, hvordan der vil blive afmærket på kørebanen og skiltet i området.
Del 2: Slagelse kommune sørger for forhåndsgodkendelse fra Politiet og evt. andre relevante myndigheder.
Efter forhåndsgodkendelsen retter ansøgeren projektet til efter kommunens og Politiets bemærkninger.
På baggrund af det tilrettede projekt skal I som beboere herefter indhente priser på anlægsarbejdet fra private entreprenører og gennemføre en underskriftindsamling – her skal alle berørte grundejere med underskrift angive, om de er for eller imod hastighedsdæmpningen.
Når Slagelse Kommune har modtaget underskrifterne og et endeligt projekt, gives en tilladelse til anlægsarbejdet. Sammen med tilladelsen gives en klagefrist, som grundejere skal have i henhold til privatvejsloven.
Del 3: Herefter kan anlægsarbejdet gå i gang som beskrevet i projektet og i de betingelser, der eventuelt er tilknyttet tilladelsen.
Inden eventuelt gravearbejde starter, skal der indhentes tilladelse til opgravning.
Der skal også indhentes oplysninger om ledningsnettet i vejen (vand, varme, el, telefon mv.). Dette skal søges, af dem der udfører arbejdet med hastighedsdæmpere.
Flere oplysninger
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Vej og Park.