Spring til indhold Spring til emnemenu Spring til områdemenu Spring til undermenu Spring til toolbox Spring til søgning

Kæmpe-bjørneklo

Kæmpe-bjørneklo er indført i Danmark som haveplante sidst i 1800-tallet. Siden har planten spredt sig massivt og udgør det væsentligste landskabsukrudt i Danmark.

Problemet med landskabsukrudt som Kæmpe-bjørneklo er, at det udkonkurrerer oprindelige danske planter.

Det er en flerårig plante, men blomstrer kun én gang og dør, når den har sat frø. Kæmpe-bjørneklo blomstrer i juni og juli, og frøene spredes fra august til oktober. Planten formerer sig kun ved spredning af frø. Hver plante sætter ca. 20.000 frø. Det betyder, at blot en enkelt plante, der sætter frø, kan give rigtig mange planter året efter.

Kæmpe-bjørneklo er med sine 2-5 meter høje stængler den største skærm-plante i vores natur. Planten er let at kende på sine store og udbredte skærme og store fligede grundblade (op til 1,5 meter lange). Stængelen er hul med spredte stive hår og røde pletter.

Kun Strandkvan når næsten samme højde som Kæmpe-bjørneklo, men den har mindre skærme og blade. Enkelte andre skærmplanter kan forveksles med Kæmpe-Bjørneklo. Her tænkes på Almindelig Bjørneklo, Grønblomstret Bjørneklo og Angelik.

Sådan bekæmpes Kæmpe-bjørneklo

Kæmpe-bjørneklo breder sig i landskabet og findes overalt på landbrugsjord, i enge, moser, skel og remiser. Det vil sige steder, hvor der altid har været plads til naturen. Når du arbejder med bekæmpelse af planten, er det derfor vigtigt, at du samtidig planlægger en naturpleje, der sikrer, at du får det bedste udbytte af bekæmpelsen, og at bekæmpelsen ikke skader naturen og vigtige levesteder for dyr og planter.

Når man bekæmper Kæmpe-bjørneklo i et område, er formålet, at ingen planter må sætte frø. Du skal gentage bekæmpelsen i flere år for at udrydde planten fuldstændig. Med en effektiv bekæmpelse har du reduceret antallet af planter kraftigt allerede efter to år.

Der er mange effektive metoder til at bekæmpe Kæmpe-bjørneklo. Metoderne har hver deres fordele og ulemper, alt efter hvor mange planter, der skal bekæmpes, og hvor de står. Ved bekæmpelsen er det meget vigtigt, at du kommer ud i alle krogene og får alle planter med.

Bekæmpelsesmetoder

  • manuel rodstikning 
  • manuel slåning
  • manuel skærmkapning
  • manuel sprøjtning
  • maskinel jordbehandling
  • maskinel slåning
  • maskinel sprøjtning
  • genopdyrkning ag arealet
  • græsning

Vær opmærksom på, at bekæmpelse af Kæmpe-bjørneklo skal gentages flere år for at have en effekt, og at den bedste bekæmpelsesmetode kan skifte fra år til år, i takt med at der bliver færre planter.

Vær også opmærksom på, at bekæmpelsen af Kæmpe-bjørneklo kan give konflikter med flere regler inden for landbrug og naturbeskyttelse, og at reglerne bliver ændret løbende.

Vær desuden opmærksom på, at saft fra Kæmpe-bjørneklo kan skade hud og øjne. Hvis du får saft på huden, skal du dække huden til og vaske den med vand og sæbe så hurtigt som muligt. Derefter må huden ikke få dagslys i 48 timer. Får du saft i øjnene, skal du skylle dem, beskytte dem med solbriller og søge læge.
 

Indsatsplaner

Kommunen bekæmper Kæmpe-bjørneklo på offentlige arealer, og for at undgå spredning og gøre bekæmpelsen mere effektiv, kan kommunen lave en indsatsplan for bekæmpelse af Kæmpe-Bjørneklo. På baggrund af indsatsplanerne kan kommunen udstede påbud om bekæmpelse og i sidste ende bekæmpe planterne på lodsejers jord. Lodsejerne kan også blive idømt en bøde ved manglende bekæmpelse.

Slagelse Kommune har vedtaget fire indsatsplaner for bekæmpelse af Kæmpe-bjørneklo. Planerne strækker sig over en 10-årig periode fra 2006 - 2016.

Flere oplysninger

Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Miljø og Natur.

Foto af Kæmpe-bjørneklo











Foto af Kæmpe-bjørneklo

Sidst opdateret 26. januar 2012
Printet fra www.slagelse.dk 25. maj 2012.
Ophavsretten tilhører Slagelse Kommune. Informationerne må alene bruges til egen og ikke kommerciel brug. Siden kan findes på adressen www.slagelse.dk/Teknik+og+Miljoe/natur/naturbeskyttelse/kaempe+bjoerneklo/kaempe+bjoerneklo.htm